Medieombudsmand

En medieombudsmand er ansat i en nyhedsorganisation. Ombudsmanden har ansvar for at modtage og behandle klager eller andre former for kommentarer fra befolkningen. Ombudsmanden har selvstændig kompetence til at beslutte, om klagen er berettiget og kan også komme med forslag til, hvordan hovedredaktøren skal afklare den enkelte sag. Medieombudsmanden skriver ofte en klumme i avisen eller på nettet (Nolan & Majoribanks 2011), hvor principielle eller praktiske sager forbundet med nyhedsmediets arbejde og ansvar bliver behandlet offentligt overfor læsere, lyttere og seere.

I Danmark var Dagbladet Politiken og Danmarks Radio de første, der indførte en ombudsmand. Her er ombudsmændene også kendt som henholdsvis Læsernes Redaktør og som Lytternes og Seernes Redaktør. I Norge og Sverige har der også været eksempler på ordningen, blandt andet hos SVT, men her er man gået bort fra den igen. I Danmark såvel som i udlandet har funktionen som ombudsmand været varetaget af erfarne journalister og andre former for mangeårige mediemedarbejdere, og ombudsmændene har til formål at højne de enkelte mediers troværdighed gennem øget transparens (Bredal 2001).

Ombudsmænd fungerer som mellemled mellem et nyhedsmedie og mediets publikum, og de bliver opfattet som nyhedsorganisationernes mulighed for at stå til regnskab over for publikum (Evers 2012). Publikumsklager handler oftest om sprogbrug, journalistiske kerneværdier som objektivitet og neutralitet eller etiske dilemmaer. Det kan eksempelvis være i forhold til privatlivets fred og brugen af fotografier (Craft, Vos & Wolfgang 2015). Forskning viser, at ombudsmænds opfattelse af sig selv varierer mellem på den ene side at være læsernes advokat og på den anden side at være avisens ambassadør (Van Dalen & Deuze 2006).

Kritikere af ordningen fremhæver, at ombudsmænd måske kan have svært ved at kritisere et medie, hvor de er ansat, og hvor de i mange tilfælde også tidligere har arbejdet som journalister eller redaktører. Andre fremhæver, at intern kritik kan underminere de ansattes arbejdsmoral (Van Dalen & Deuze 2006). Men brugen af ombudsmænd har været i fremvækst siden midten af det 20. århundrede, hvor de første eksempler på funktionen blev tydelige på amerikanske og japanske avisredaktioner. Medieombudsmænd findes i dag i en lang række lande verden over, som det fremgår af den løbende opdaterede medlemsliste fra den internationale organisation ONO (Organization of News Ombudsmen).

(2016)

Forfatter Arjen van Dalen
Supplerende læsning

Evers 2012, Nolan & Marjoribanks 2011, Van Dalen & Deuze 2006, Ørberg 2007

Reference

Bredal, Bjørn (2001). Læsernes redaktør: Et spørgsmål om troværdighed. (De små grå, 3). København: Politikens Forlag

Craft, Stephanie; Vos, Tim P. & Wolfgang, J. David (2015). “Reader comments as press criticism: Implications for the journalistic field.” Journalism: E-publication ahead of print (eftersendes)

Evers, Huub (2012). “The news ombudsman: Lightning rod or watchdog?” Central European Journal of Communication, 2 (5), s. 224-242

Nolan, David & Marjoribanks, Tim (2011). “'Public editors' and media governance at The Guardian and The New York Times.” Journalism Practice, 5 (1), s. 3-17

Van Dalen, Arjen & Deuze, Mark (2006). “Readers’ advocates or newspapers’ ambassadors? Newspaper ombudsmen in the Netherlands.” European Journal of Communication, 21 (4), s. 457-475

Ørberg, Esben (2007). Den indre vagthund. En form for selvjustits i medierne. Studie af medieombudsmænd. Århus: UPDATE. Tilgængelig fra <http://130.225.180.61/denindrevagthund>