Showrunner

En “showrunner” er en amerikansk betegnelse for den person, der både er hovedforfatter og en ledende producent i produktionen af tv-dramaserier. Showrunneren er således øverste chef for et hold af manuskriptforfattere, men modsat filmproduktion, hvor instruktøren oftest står øverst i hierarkiet, er det i tv-serieproduktion showrunneren, der indtager den centrale position. Ofte – men ikke altid – er en showrunner sammenfaldende med “skaberen” af tv-serien. Hvor “created by” er en officiel kreditering, er “showrunner” dog en uofficiel betegnelse, og denne vil således ofte stå krediteret som “executive producer” og som (med)forfatter på mange afsnit. Krediteringen “created by” kan hænge sammen med, at en person har udarbejdet det overordnede koncept til serien, eller at vedkommende har forfattet manuskriptet til seriens første afsnit (Lavik 2015: 19-21). Der er derfor ofte sammenfald mellem creator og showrunner. Dette er dog ikke altid tilfældet, hvad fx Homicide (1993-1999) og The Walking Dead (2010-) viser. Blandt kendte amerikanske showrunnere kan nævnes Jenji Kohan (Weeds, Orange is the New Black), Vince Gilligan (Breaking Bad, Better Call Saul), Shonda Rhimes (Grey’s Anatomy, Scandal) og David Simon (The Wire, The Deuce).

Showrunner-rollen har længe været en del af produktionskulturen i USA, men det er først i 1990’erne, at betegnelsen dukker op (Perren & Schatz 2015: 87). Et centralt træk ved den amerikanske model for tv-serieproduktion er idéen om “skriverummet”, hvor en gruppe af manuskriptforfattere (nogle gange op til 15 personer) samarbejder om idéer, udkast og selve skrivearbejdet med manuskripter. I denne samarbejdsorienterede produktionsform er showrunneren den centrale aktør, som de andre forfattere er underordnet. Showrunnere omskriver således ofte andre forfatteres udkast, og selv når andre forfattere er krediteret for at have skrevet et afsnit, kan showrunneren have omskrevet mere end halvdelen af deres oprindelige manuskriptudkast (Lavik 2015: 19-29). Dette er en af de vigtigste grunde til, at showrunnere spiller så central en rolle. En anden er, at showrunnere meget ofte er til stede på settet, når der filmes, hvilket også er blevet fremhævet som en af årsagerne til amerikanske tv-seriers succes i nyere tid (Lavik 2015: 86). Ifølge Jason Mittell skyldes showrunneres store indflydelse på det endelige produkt, at de står med producentens ansvar i forhold til at få en produktionsproces til at køre, samtidig med at de har det kreative ansvar i forhold til at beslutte, hvad der skal og ikke skal inkluderes i det endelige produkt (Mittell 2015: 88-92).

I takt med at tv-drama gennem de sidste par årtier er blevet en mere prestigefyldt kunstform, er der kommet et større fokus på skaberne af tv-serier, dvs. især showrunnere (Levine & Newman 2012). Tv-forskerne Elana Levine og Michael Z. Newman argumenterer for, at legitimeringen af nyere kunstformer ofte sker i sammenhæng med, at værkerne bliver identificeret med de kunstnere, der har skabt dem (Levine & Newman 2012: 38). I samme ånd argumenterer Sarah Cardwell for, at fjernsynsindhold, der fremhæves som “forfattet” (fx dramaserier), står i modsætning til den store del af sendefladen, der ikke præsenteres i forbindelse med en forfatterdiskurs, fx quiz- og realityprogrammer. Tv-serier, der diskuteres i relation til deres ophavsmænd (m/k), skiller sig således ud, og Cardwell vurderer, at dette særpræg antyder en højere “værdisættelse” af sådanne serier (Cardwell 2005: 12).

“Showrunner” bruges ikke meget i dansk tv-produktion, hvor arbejdet ofte organiseres lidt anderledes end i USA, men fra 1990’erne begyndte DR at se mod USA – fx i form af studieture – for at få inspiration til produktionen af tv-drama. Senere introducerede DR idéen om “one vision”, hvor manuskriptforfatteren skulle stå som den centrale figur i produktionen af tv-serier, hvilket lægger sig relativt tæt op ad den amerikansk showrunnermodel (Redvall 2013b: 153-160). I dansk regi er der dog ikke et decideret skriverum med mange forfattere, men snarere et mindre hold af gerne tre forfattere (en hovedforfatter og to afsnitsforfattere). Samtidig har disse forfattere primært indflydelse på den kreative proces, og de har ikke den samme administrative magt, som showrunneren har i en amerikansk kontekst (Lavik 2015: 35-39; Redvall 2013a: 189). Dertil kommer, at hovedforfattere ikke er til stede på settet (Redvall 2013b: 163-164), som er blevet fremhævet som et karakteristisk træk ved den amerikanske showrunner. Når Ole Bornedal på 1864 (2014) både er krediteret som manuskriptforfatter, co-producer og instruktør, minder hans rolle dog en hel del om en amerikansk showrunner.

Selvom “showrunner” er en betegnelse, der er opstået i produktionskulturen, har forskningsverdenen også taget betegnelsen til sig. Et nyere felt af tv-serieforskning er således det showrunner-fokuserede studie, hvor man prøver at se flere tv-serier af den samme showrunner i sammenhæng med hinanden (fx Cardwell 2005; Pateman 2018). Denne tilgang udmærker sig ved at se flere serier som dele af et større audiovisuelt udsagn (Jensen 2017), men er udfordret ved det faktum, at tv-serier er en meget samarbejdsorienteret kunstform.

(2018)

Forfatter Mikkel Jensen
Supplerende læsning

Bennett 2014, Lavik 2015, Martin 2013

Reference

Bennett, Tara (2014). Showrunners. The Art of Running a TV Show. London: Titan

Cardwell, Sarah (2005). Andrew Davies. (The Television Series). Manchester: Manchester University Press

Jensen, Mikkel (2017). “‘From the Mind of David Simon’: A Case for the Showrunner Approach.” Series - International Journal of TV Serial Narratives, 3 (2), s. 31-42

Lavik, Erlend (2015). Forfatterskap i TV-drama. Showrunnermodellen, one vision – og Kampen for tilværelsen. Oslo: Universitetsforlaget. [Tilgængelig fra < https://www.idunn.no/forfatterskap-i-tv-drama >] (Set 02.06.2018)

Levine, Elana & Newman, Michael Z. (2012). Legitimating Television: Media Convergence and Cultural Status. New York: Routledge

Martin, Brett (2013). Difficult Men: Behind the Scenes of a Creative Revolution: From The Sopra-nos and The Wire to Mad Men and Breaking Bad. New York: Penguin [Paperback 2014]

Mittell, Jason (2015). Complex TV: The Poetics of Contemporary Television Storytelling. New York: New York University Press

Pateman, Matthew (2018). Joss Whedon. (The Television Series). Manchester: Manchester University Press

Pearson, Roberta (2005). “The Writer/Producer in American Television.” I: Hammond, Michael & Mazdon, Lucy L. (red.). The Contemporary Television Series. Edinburgh: Edinburgh Universi-ty Press, s. 11-26

Perren, Alisa & Schatz, Thomas (2015). “Theorizing Television’s Writer-Producer: Re-viewing The Producer’s Medium.” Television & New Media, 16 (1), s. 86-93

Redvall, Eva Novrup (2011). “Dogmer for TV-drama. Om brugen af one vision, den dobbelte historie og cross over i DR’s søndagsdramatik.” Kosmorama, 248, s. 180-198

Redvall, Eva Novrup (2013a). Writing and Producing Television Drama in Denmark: From The Kingdom to The Killing. (Palgrave Studies in Screenwriting). Basingstoke: Palgrave MacMillan

Redvall, Eva Novrup (2013b). “A European Take on the Showrunner? Danish Television Drama Pro-duction.” I: Szczepanik, Petr & Vondera, Patrick (red.). Behind the Screen: Inside European Pro-duction Cultures. New York: Palgrave MacMillan, s. 153 - 170