Public diplomacy

Public diplomacy betyder promovering af et lands evne til at influere sit omdømme, især i relation til udenrigspolitik. Den præcise definition af public diplomacy er omstridt, og især spørgsmålet om hvilke aktørers indflydelsesarbejde, der skal anses som public diplomacy har ført til akademisk debat. Her er den centrale distinktion mellem statslige og ikke-statslige aktører: Nogle mener, at public diplomacy primært skal forstås som statslige aktørers publicity-arbejde (fx Tuch 1990), mens andre betoner vigtigheden af også at tage højde for ikke-statslige aktører, fx virksomheder (fx Signitzer & Coombs 1992). Public diplomacy udspringer af troen på at et lands omdømme er vigtigt for at håndtere dets internationale relationer, og er dermed baseret på ideen om soft power (Kjærgaard Rasmussen & Merkelsen 2012).

Som praksis har public diplomacy især vundet fodfæste i forbindelse med den kolde krig (Nye 2008), idet “states used public diplomacy in antagonistic relationships to achieve long-term results in foreign societies” (Gilboa 2008: 59). Som akademisk disciplin er begrebet public diplomacy blevet teoretiseret i en række discipliner, inklusive internationale relationer, public relations (PR), samt forskning i strategi, diplomati og kommunikation (Gilboa 2008). Både praktikere og akademikere har set public diplomacy som tæt relateret til PR, international public relations (IPR), og public affairs (Gilboa 2008; Signitzer & Coombs 1992). Eksempelvis har Van Ham (2002) argumenteret for, at feltet “PD [public diplomacy] and PR-marketing are merging” og Grunig (1993) har argumenteret for, at hans PR-modeller kan overføres til public diplomacy.

Argumenterne for at knytte public diplomacy til PR og nation branding relaterer sig til en stigende tendens blandt regeringer til at hyre PR-bureauer (Volcic & Andrejevic 2011; Aronczyk 2013; Bolin & Ståhlberg 2015), og til tider endda PR-bureauer og lobbyister i et specifikt ‘mål’-land for at dække over de egentlige kræfter og funding-kilder bag indsatsen. Argumentet er hermed, at public relations og public diplomacy har lignende mål og anvender lignende redskaber (Gilboa 2008). I en dansk kontekst er disse tendenser blevet demonstreret i Rasmussen og Merkelsens (2012) studie af den såkaldte Muhammed-krise, hvori de viser, hvordan den danske regering anvendte omdømmedata og nation branding-indekser for at modgå en omdømmekrise forårsaget af trykningen af satiriske tegninger af profeten Muhammad i det danske dagblad Jyllands Posten.

Det er på baggrund af disse udviklinger, samt et øget fokusskifte fra den kolde krigs sikkerhedsproblematikker til også at inkludere økonomisk vækst, at mærkatet ‘new public diplomacy’ er blevet foreslået (Rasmussen & Merkelsen 2012). Ikke desto mindre er denne betegnelse omstridt, både i forhold til hvor nyt det egentlig er og dets muligheder for metodisk stringente evalueringer (Rasmussen & Merkelsen 2012). Generelt kan man positionere public diplomacy som et fænomen, der i takt med øget markedsgørelse af offentlige organisationers virke, har flere og flere fællestræk med public relations. En tilgang til public diplomacy som et selvstændigt fænomen betoner fænomenets udgangspunkt i sikkerhedsproblematikker frem for et mere snævert fokus på økonomisk vækst.

(2018)

Supplerende læsning

Nye (2008), Signitzer & Coombs (1992)

Reference

Aronczyk, Melissa (2013). Branding the Nation: The Global Business of National Identity. New York: Oxford University Press

Bolin, Göran & Ståhlberg, Per (2015). “Mediating the nation-state: Agency and the media in nation-branding campaigns.” International Journal of Communication, 9 (1), s. 3065-3083

Gilboa, Eytan (2008). “Searching for a theory of public diplomacy.” The Annals of the American Academy of Political and Social Science, 616 (1), s. 55-77

Grunig, James E. (1993). “Public relations and international affairs: Effects, ethics and responsibility.” Journal of International Affairs, s. 137-162

Kærgaard Rasmussen, Rasmus & Merkelsen, Henrik (2012). “The new PR of states: How nation branding practices affect the security function of public diplomacy.” Public Relations Review, 38 (5), s. 810-818

Melissen, Jan (2005). “The New Public Diplomacy: Between Theory and Practice.” I: Melissen, Jan (red.). The New Public Diplomacy. Soft Power in International Relations. Basingstoke: Palgrave Macmillan, s. 3-27

Nye Jr, Joseph S. (2008). “Public diplomacy and soft power.” The Annals of the American Academy of Political and Social Science, 616 (1), s. 94-109

Signitzer, Benno H. & Coombs, Timothy (1992). “Public relations and public diplomacy: Conceptual covergences.” Public Relations Review, 18(2), s. 137-147

Tuch, Hans N. (1990). Communicating with the World. US Public Diplomacy Overseas. New York: Palgrave Macmillan

Van Ham, Peter (2002). “Branding territory: Inside the wonderful worlds of PR and IR theory.” Millennium, 31(2), s. 249-269

Volcic, Zala & Andrejevic, Mark (2011). “Nation branding in the era of commercial nationalism.” International Journal of Communication, 5, s. 598-618

Wang, Jian (2006). “Managing national reputation and international relations in the global era: Public diplomacy revisited.” Public Relations Review, 32 (2), s. 91-96