Ny bølge

Ny bølge (nouvelle vague) henviser til rækken af epokegørende film i Frankrig i perioden 1958-1964, skabt af François Truffaut, Jean-Luc Godard, Claude Chabrol, Eric Rohmer og Jacques Rivette som de mest kendte instruktører. Allerede fra midten af 1950’erne debuterede de som filmkritikere ved det indflydelsesrige filmtidsskrift Cahiers du Cinéma, grundlagt af André Bazin og Jacques Doniol-Valcroze i 1951, hvor de skrev både anmeldelser og mere teoretiske artikler, der viste, at de drømte om selv at lave film.

Tre personer fik afgørende indflydelse på de unge skribenter og kommende instruktører: 1) Alexandre Astruc som fortaler for en fornyelsens filmkunst, beskrevet i den banebrydende artikel “Du Stylo à la caméra et de la caméra au stylo” (1948; overs. som “En ny avant-gardes fødsel: kameraet som pen”, 1966), der opfattede filmen som et personligt kunstnerisk udtryksmiddel; 2) Henri Langlois som den daglige leder af Cinémathèque Française, hvor de unge cineaster kunne studere hele filmhistorien; 3) André Bazin som den store kritiker, teoretiker og redaktør af Cahiers du Cinéma, der frem til sin død i 1958 blev en slags mentor og inspirator for de unge kritikere.

I talrige artikler dyrkede de en kreds af Hollywood-instruktører: Howard Hawks, Alfred Hitchcock, Fritz Lang, Nicholas Ray, John Ford og Orson Welles: De såkaldte auteurs med en personlig stil og tematik trods det kommercielle pres fra Hollywoods studie- og stjernesystemer. En særlig status havde Alfred Hitchcock, som Rohmer og Chabrol beskrev i bogen Hitchcock (1957) om suspense-mesterens engelske periode. Men også en række europæiske instruktører blev dyrket: Luis Bunuel, Carl Th. Dreyer, Ingmar Bergman, Federico Fellini og Roberto Rossellini.

Derimod angreb Cahiers-gruppen fransk films litterære “kvalitetstradition”, som de mente stod i vejen for en fornyelse af filmkulturen: instruktører som Claude Autant-Lara, Jean Delannoy, René Clément, Yves Allégret og Marcel Pagliero, der i 1940’erne og 50’erne vandt priser i Cannes og Venedig med upersonlige filmatiseringer af litterære klassikere. Især Truffauts berømte kampskrift En vis tendens i fransk filmkunst fra 1954 var et opgør med denne “kvalitetstradition”, men samtidig en hyldest til personlige og originale filmskabere som Jean Renoir, Robert Bresson, Jean Cocteau, Max Ophüls og Jacques Tati (Grøngaard 1981a; mange af de relevante essays findes i Monty & Piil 1966).

I deres søgen efter en ny slags filmkunst udformede nybølgeinstruktørerne en række nyskabende film, som radikalt ændrede filmsproget og opfattelsen af, hvordan en film skulle se ud: Chabrols Fætrene (1959) og De søde piger (1960) (Grøngaard 1977), Truffauts Ung flugt (1959) og Skyd på pianisten (1960) og Godards Åndeløs (1960) og Livet skal leves (1962) for blot at nævne nogle få af de mest kendte nybølgefilm.

Med inspiration fra den italienske neorealisme forlod nybølgens instruktører de indelukkede filmstudier for at opsøge storbyens åbne gademiljøer. Kendetegnende for filmene var, at de udskiftede den kunstige studiebelysning med det naturlige lys on location og anvendte de nye teknologiske forbedringer i form af håndholdt letvægtskamera og råfilm med større lysfølsomhed. En række eksperimenterende nybølgefotografer udviklede sig, fx Henri Decaë, Jean Rabier, Charles Bitsch og Raoul Coutard, sidstnævnte med sit håndholdte og meget bevægelige 35mm Éclair Cameflex-kamera, der blev et ikon på den ny bølge (Monaco 1976, Douchet 1998/1999, Marie 1996, 2003, Neupert 2002, Wiegand 2005, Nowell-Smith 2007, Vincendeau 2009).

Den ny bølge nåede også til Danmark, hvor den især påvirkede samarbejdet mellem Palle Kjærulff-Schmidt og Klaus Rifbjerg i en film som Weekend (1962), fotograferet af Georg Oddner. Han opfandt helt nye måder at udnytte dagslyset på i forlængelse af de franske erfaringer.

(2013)

Forfatter Peder Grøngaard
Reference

Astruc Alexandre (1948).“Du Stylo à la caméra et de la caméra au stylo.” L'Écran française, 144, 30. marts 1948. [Da. overs. 1966]

Astruc Alexandre (1966). “En ny avant-gardes fødsel: Kameraet som pen.” I: Monty, Ib & Piil, Morten (red.). Se – det er Film. En antologi af filmessays, bd. 3. København: Fremads Fokusbøger [Genoptr. 1970]

Douchet, Jean (1998). Nouvelle vague. I samarb. med Cédric Anger.  Paris: Cinémathèque française/Hazan. [Eng. overs. 1999]

Douchet, Jean (1999). French New Wave. I samarb. med Cédric Anger. Overs. af Robert Bonnono. New York: Distributed Art Publishers

Grøngaard, Peder (1977). Chabrols filmkunst. København: Rhodos

Grøngaard, Peder (1981a). Fra Eisenstein til Truffaut: Teorier om filmen som kunstart. København: Akademisk

Marie, Michel (1996). La Nouvelle Vague. Une école artistique. Paris: Nathan. [Eng. overs. 2003]

Marie, Michel (2003). The French New Wave: An Artistic School. Overs. af Richard Neupert. Malden, Mass./Oxford: Blackwell

Monaco, James (1976). The New Wave: Truffaut, Godard, Chabrol, Rohmer, Rivette. New York: Oxford University Press [Genoptr. 2006]

Monty, Ib & Piil, Morten (red.) (1964-66). Se – det er Film. En antologi af filmessays, bd. 1-3. København: Fremads Fokusbøger

Neupert, Richard (2002). A History of the French New Wave Cinema. (Wisconsin Studies in Film). Madison, Wis.: The University of Wisconsin Press

Nowell-Smith, Geoffrey (2007). Making Waves: New Wave, Neorealism, and the New Cinemas of the 1960s. London: Continuum

Rohmer, Eric & Chabrol, Claude (1976). Hitchcock. (Classiques du Cinéma). Paris: Editions Universitaires. [Eng. overs. 1992]

Rohmer, Eric & Chabrol, Claude (1992). Hitchcock. The First Forty-four Films. Overs. af Stanley Hochman. Roundhouse [1. udg. 1979]

Vincendeau, Ginette & Graham, Peter (red.) (2009). The French New Wave: Critical Landmarks. London: British Film Institute

Wiegand, Chris (2005). French New Wave. Harpenden: Pocket Essentials