Gyser

Gyserfilm (også kaldet horrorfilm) har spillet en væsentlig rolle i populærkulturen siden filmmediets opkomst, og genren har rødder i en endnu ældre litterær gysertradition (Kendrick, W. 1991, Punter 1996). Selv om uhyggelige historier kan spores langt tilbage i historien, bl.a. til mundtlige religiøse og mytiske fortællinger, peger forskere typisk på den gotiske skrækromantik som arnestedet for den moderne gyserfortælling.

Den gotiske skrækromantik opstod med englænderen Horace Walpoles spøgelsesroman The Castle of Otranto (1764) og havde sin storhedstid fra 1790 til 1820 med romaner som Ann Radcliffes The Mysteries of Udolpho (1794) og Mary Shelleys Frankenstein (1818). Den litterære gysergenre havde endnu en storhedstid i den victorianske fin-de-siècle-periode 1880-1900 med romaner som Robert Louis Stevensons The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886) og Bram Stokers Dracula (1897). I 1970’erne og fremefter fik genren en renæssance med bl.a. bestsellerforfatteren Stephen Kings Carrie (1974) og en lang række efterfølgere, hvoraf mange er adapteret.

Gysergenren findes nu på tværs af medier, fra film over tegneserier til computerspil, og tages i dag seriøst som forskningsobjekt. Medieforskere har siden 1970’erne været optaget af at kortlægge genrens historie, dens sociokulturelle signifikans og gysets paradoks. Navnlig filosoffer og mediepsykologer har været optaget af at forstå, hvorfor en genre, der indgyder skræk og rædsel i sit publikum, kan være så populær (Carroll 1990). Gysergenren er ofte affektivt defineret (Cherry 2009, Reyes 2016), dvs. ved den tilsigtede publikumsreaktion, og mange gyserfilm markedsføres på deres evne til at indjage negative følelser i publikum. Genren kan inddeles i mange undergenrer (Hutchings 2004). Den mest overordnede inddeling går mellem psykologiske og overnaturlige gysere (Clasen 2017).

Forskning i gyserfilm tog fart i løbet af 1970’erne og navnlig 80’erne, hvor humanistiske forskere i tiltagende grad tog populærkulturen alvorligt som akademisk genstandsfelt (Wisker 2005). En af de første danske forskningsmonografier er Rikke Schubarts I lyst og død: Fra Frankenstein til splatterfilm (Schubart 1993), der indførte en typologi for gyserfilm.

Forskningen har fokuseret på dens ideologiske indhold, hvor særligt Robin Woods essay “An Introduction to the American Horror Film” (1979) var toneangivende. Wood hævdede, at gyserfilm havde en seriøs ideologisk og psykologisk resonans, og han anvendte en teoretisk optik, der blandede freudiansk psykoanalyse med marxistisk ideologikritik. Han fortolkede således, med inspiration i Freuds klassiske essay “Das Umheimliche” (1919), gysergenrens monstre som symbolske manifestationer af kulturelt fortrængte komplekser og konflikter, hvilket tillod ham at tage en ellers ugleset genre seriøst. Woods tilgang blev kritiseret af bl.a. filosoffen Noël Carroll, der i den toneangivende bog The Philosophy of Horror (1990) fremlagde en kognitiv tilgang til genren, mens mange gyserfilmforskere fortsætter med at fokusere på gysergenrens kulturelle resonans og dens evne til at repræsentere og diagnosticere sociokulturelle ængsteligheder (Loewenstein 2005, Phillips 2005).

I løbet af 1990erne har gyserforskere inddraget flere teoretiske perspektiver i tilgangen til gyserfilm, fra postkolonialisme til poststrukturalisme og fænomenologi (Hogle & Smith 2009). I senere år har også den evolutionære forskning fokuseret på gyserfilmens form og funktion (Grodal 2009, Clasen 2017).

Gyserens undergenrer og tværmedialitet. Den psykologiske gyser skildrer typisk en frygtindgydende konfrontation mellem fiktive personer og en menneskelig ondskab, eksempelvis den skizofrene Norman Bates i Alfred Hitchcocks Psycho (1960) eller den menneskeædende haj i Steven Spielbergs Jaws (1975). Den overnaturlige gyser skildrer typisk en konfrontation mellem fiktive personer og en overnaturlig ondskab, fx spøgelserne på hotellet i Stanley Kubricks The Shining (1980) eller dæmonen Pazuzu i William Friedkins The Exorcist (1973). Derudover opererer genreteoretikere med en række undergenrer, som kan være karakteriseret ved monstertype, indhold eller setting, fx slasherfilm (Rockoff 2011), monsterfilm (Riber Christensen 2012), splatterfilm (Schubart 1993), science fiction-horror, torturporno (Wester 2015; Schubart 2009), found footage-horror (Heller-Nicholas 2014) m.fl. Fælles for alle disse undergenrer er deres genretypiske affektive ambition.

Gyset findes i alle medier, og genrens ikonografi gennemsyrer populærkulturen, fra slikprodukter som Draculapiller og vampyrflagermusvingummi til reklamekampagner, der gør brug af vampyrfiguren til at sælge biler (Audi) eller slashermordere til at sælge sportssko (Nike) (Clasen 2017). Med opkomsten af computerspillet gjorde gysergenren sit indtog i dette medie, og i dag findes der flere undergenrer af gysercomputerspil, fx FPS (first-person shooter) horror, hvor man skal skyde farlige monstre, og survival horror-spil, hvor man styrer en forsvarsløs computerspilfigur i en uhyggelig verden. Gyset findes også i tv-serier som eksempelvis Twilight Zone (1959-1964), Supernatural (2005-) og Stranger Things (2016-). Også i tegneseriemediet findes gyset. I 1950’erne opnåede gyserserier som The Vault of Horror og Tales from the Crypt herostratisk berømmelse.

Gyseren spiller også en væsentlig rolle i det danske medielandskab (Clasen 2004), primært i kraft af amerikanske film, tv-serier og computerspil. Danske forfattere har også arbejdet med genren i hvert fald siden 1980’erne, hvor fx Peter Mouritzen og Dennis Jürgensen fulgte i amerikanske forbilleders fodspor. Siden årtusindskiftet er mange flere danske gyserforfattere kommet på markedet. Amerikanske gysertegneserier udkom i dansk oversættelse (og med bidrag fra danske kunstnere) under titlen Gru i 1970’erne, og i slutningen af 80’erne og midten af 90’erne blev de klassiske E.C. Comics udgivet i dansk oversættelse. Der produceres stadig få danske gyserfilm, såsom kultgyseren Sidste time (1995) og varulvegyseren Når dyrene drømmer (2014). Den danske gysersatire Riget (1994) opnåede stor succes og blev i mere beskedent format fulgt op af tv-serier som De udvalgte (2001) og Heartless (2014-15).

Gyserens filmhistorie. Gysergenrens dominante medie er stadig filmmediet. Blandt de første gyserfilm regnes typisk flere af Méliès’ kortfilm med overnaturligt indhold fra 1890’erne samt en adaption af Mary Shelleys Frankenstein (1910), som blev produceret af Thomas Edisons filmstudie. Tysk ekspressionistisk filmkunst gjorde i 1910’erne flittigt brug af skrækindjagende indhold, og fx F.W. Murnaus stumfilm Nosferatu (1922) tog udgangspunkt i Bram Stokers klassiske vampyrroman Dracula (1897) og brugte navnlig mise-en-scène til at skabe en ildevarslende atmosfære. I 1930’erne havde amerikansk horrorfilm en storhedstid med de mange monsterfilm skabt af Universal-studiet, herunder Tod Brownings Dracula (1931) og James Whales Frankenstein (1931). Britiske horrorfilm, navnlig klassikere i farver fra Hammer-studiet, opnåede stor udbredelse fra slutningen af 1950’erne, hvor også genreblandinger – især science fiction-horror med videnskabeligt rationaliserede monstre – spillede en væsentlig rolle.

Genrens helt store kommercielle gennembrug kom i starten af 1970’erne, hvor store produktioner som The Exorcist og Jaws opnåede økonomisk og kritisk succes. Sideløbende hermed opblomstrede den såkaldte giallo-gyser i Italien, en genrehybrid med gyser- og krimielementer. 1980’ernes amerikanske horror var domineret af slasherfilm, som typisk skildrer unge mennesker – ofte unge kvinder – der forfølges af en maskeret morder i et forstadsmiljø. Flere end 700 slasherfilm blev produceret i Nordamerika i dette årti (Kendrick, J. 2014), og undergenren afstedkom til tider heftige diskussioner om gyserfilmens moralske værdi og potentielt kvindefjendske indhold. I 1990’erne fik navnlig den ironiske, genrereflekterende, postmoderne horrorfilm succes, primært ansporet af Wes Cravens Scream (1996) og dens tre efterfølgere.

Hollywoods dominans på gyserområdet er i det nye årtusind udfordret af et mere globalt genrebillede, hvor bl.a. ekstreme franske splatterfilm, også omtalt som torturporno (fx Julien Maury og Alexandre Bustillos À l’intérieur, 2007), gyserfilm fra Japan (fx Hideo Nakatas Ringu, 1998) og Sydkorea (fx Yeon Sang-hos Busanhaeng, 2016) samt nordiske gyserfilm (fx Tomas Alfredsons Låt den rätta komma in, 2008, genindspillet med Matt Reeves som instruktør i 2010) har opnået succes. Sideløbende med dyre Hollywood-produktioner har også gyserfilm med små budgetter, fx Oren Pelis found footage-gyser Paranormal Activity (2007) og Jordan Peeles Get Out (2017), genereret store indtægter og vist, at genren er afhængig af gode historier og dygtige skuespillere, som kan give publikum det eftertragtede gys, og ikke nødvendigvis astronomiske budgetter.

(2018)

Forfatter Mathias Clasen
Supplerende læsning

Carroll 1990, Clasen 2017, Cherry 2009, Hutchings 2004, Prince 2004

Reference

Carroll, Noël (1990). The Philosophy of Horror, or, Paradoxes of the Heart. New York: Routledge

Cherry, Brigid (2009). Horror. (Routledge Film Guidebooks). New York / Milton Park: Routledge

Clasen, Mathias F. (2004). Homo Timidus: Om gys og gru – med fokus på danske horrorforfattere. Sorø: Tellerup

Clasen, Mathias F. (2017). Why Horror Seduces. New York: Oxford University Press

Freud, Sigmund (1919). “Das Unheimliche.” Imago, 5 (5-6), s. 297-324 [Da. overs. 1998]

Freud, Sigmund (1998). Det uhyggelige. Overs. af Hans Christian Fink. Med forord og efterskrifter ved Niels Otto Steen og
Steen Visholm. (Rævens Sorte Bibliotek). København: Forlaget Politisk Revy [2.udg. 2017, med efterord af Joakim Rohde]

Grodal, Torben (2009). Embodied Visions: Evolution, Emotion, Culture, and Film. New York: Oxford University Press

Hantke, Steffen (2014). “Science Fiction and Horror in the 1950s.” I: Benshoff, Harry M. (red.). A Companion to Horror Film. Malden, Mass.: John Wiley, s. 255-72

Heller-Nicholas, Alexandra (2014). Found Footage Horror Films: Fear and the Appearance of Reality. Jefferson, N.C.: McFarland

Hogle, Jerrold & Smith, Andrew (2009). “Revisiting the Gothic and Theory: An Introduction.” Gothic Studies, 11 (1), s. 1-8

Hutchings, Peter (2004). The Horror Film. Harlow: Pearson Longman [Genoptr. 2013, Routledge]

Kendrick, James (2014). “Slasher Films and Gore in the 1980s.” I: Benshoff, Harry M. (red.). A Companion to the Horror Film. Malden, Mass.: John Wiley, s. 310-328

Kendrick, Walter M. (1991). The Thrill of Fear: 250 Years of Scary Entertainment. New York: Grove Weidenfeld

Loewenstein, Adam (2005). Shocking Representation: Historical Trauma, National Cinema, and the Modern Horror Film. New York: Columbia University Press

Phillips, Kendall R. (2005). Projected Fears: Horror Films and American Culture. Westport, Conn.: Praeger

Prince, Stephen (2004). “Introduction: The Dark Genre and Its Paradoxes.” I: Prince, Stephen (red.). The Horror Film. New Brunswick, N.J.: Rutgers University Press, s. 1-11

Punter, David (1996). The Literature of Terror: A History of Gothic Fictions from 1765 to the Present Day. 2. udg. New York: Longman [1.udg. 1980. 2.udg. anført som Bd. 1. Bd. 2 udg. 1996]

Reyes, Xavier Aldana (2016). “Introduction: What, Why, and When Is Horror Fiction?” I: Reyes, Xavier Aldana (red.). Horror: A Literary History. London: The British Library, s. 7-17

Riber Christensen, Jørgen (2012). “Monstervisualiseringer.” I: Riber Christensen, Jørgen (red.). Monstrologi: frygtens manifestationer. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag, s. 43-74

Rockoff, Adam (2011). Going to Pieces: The Rise and Fall of the Slasher Film, 1978-1986. Jefferson, N.C.: McFarland

Schubart, Rikke (1993). I lyst og død: Fra Frankenstein til splatterfilm. København: Borgen

Schubart, Rikke (2009). “Torture Porn.” Filmmagasinet Ekko, 21. november. Tilgængelig på <http://www.ekkofilm.dk/artikler/torture-porn/> (Set 01.01.2018)

Wester, Maisha (2015). “Torture Porn and Uneasy Feminisms. Rethinking (Wo)men in Eli Roth’s Hostel Films.” I: Grant, Barry Keith (red.). The Dread of Difference: Gender and the Horror Film. 2. udgave. Austin: University of Toronto Press, s. 305-28 (1. udg. 1996)

Wisker, Gina (2005). Horror Fiction: An Introduction. (Continuum Introductions to Literary Genres). New York: Continuum

Wood, Robin (1979). “An Introduction to the American Horror Film.” I: Britton, Andrew; Lippe, Richard; Williams, Tony & Wood, Robin (red.). American Nightmare: Essays on the Horror Film. Toronto: Festival of Festivals, s. 7-28