Visuelle virkemidler

Visuelle virkemidler kan betegnes som de enkeltdele eller elementer, som indgår i den samlede visuelle kommunikation. Visuel stammer fra det latinske ”visualis” og betyder ”synlig”. Virkemiddel defineres ifølge Den danske ordbog som en effekt eller et middel, man anvender for at opnå en bestemt virkning, ofte af æstetisk art. Der er således tale om, at der foreligger en intention om at opnå bestemte udtryk ved at benytte specifikke visuelle virkemidler/effekter, eller at bestemte visuelle virkemidler af forskellige årsager, som måske kan forklares i et perceptionspsykologisk perspektiv, har nogle bestemte virkninger på modtageren. (Rudolf Arnheim, billedets komposition, billedbetydning)

Forekomsten af selve betegnelsen ”visuelle virkemidler” har siden 1990’erne gradvist udviklet sig til en etableret betegnelse, men fænomenet har gennem tiderne typisk eksisteret under andre betegnelser som fx ”billedelementer”/”billedaspekter” eller i filmforskningen under betegnelsen ”filmiske virkemidler” (Bordwell 2005, Kau 1995). Her har der imidlertid mere været fokus på de perceptoriske principper forbundet med billedforståelse, snarere end på hvordan man som kommunikatør kan opnå kommunikative effekter i forhold til sin målgruppe.

Visuelle virkemidler indgår i størsteparten af alle medieformer, fx i film, tv, fotografi, trykte publikationer, websites, PowerPoint-præsentationer mv. Hvert af disse medier indeholder mediespecifikke visuelle virkemidler, som hver især bidrager til det samlede visuelle udtryk. Hvis et af de visuelle virkemidler inden for et konkret medie ikke fungerer efter hensigten, kan det ’smitte af’ på de øvrige og forårsage ubalance i den samlede visuelle kommunikation. Scener i en film, som er utilsigtet underbelyste, således at beskueren ikke kan se, hvad der foregår, smitter fx af på de øvrige visuelle virkemidler, som ellers kunne være nok så veludførte. Omvendt kan en tilsigtet underbelyst scene i en film være et understøttende visuelt virkemiddel til at forstærke uhyggen i en scene, hvor en person famler i mørket, mens faren lurer i umiddelbar nærhed.

Et af de visuelle virkemidler som indgår i stort set alle medier er farver. Der er tale om en mangfoldighed af måder, hvorpå farver påvirker beskueren. Vores perception og vores følelser påvirkes forskelligt afhængigt af, hvilke farver eller farvegrupper vi bliver mødt med. Til trods for, at vi ikke helt kan forklare, hvorfor det er sådan, er der dog ikke ingen tvivl om, at nogle farver opleves som varmere end andre og nogle farver opleves som tættere på, eller tungere end andre. Fx opleves farverne rød, gul og orange som varme, hvorimod farverne blå og grøn opleves som kølige. Ifølge Johannes Itten (1888-1967) har forsøg vist, at forsøgspersoner ved ophold i henholdsvis rødorange- og blågrønmalede rum, hvor man gradvist skruede ned for varmen, begyndte at fryse i det blågrønne rum ved 15 grader, mens gruppen i det rødorange rum først syntes, det var koldt ved 11 grader (Itten 1977). Det har sammenhæng med de rent fysiologiske påvirkninger, som de to farver har på kroppens nervesystemer og de deraf biokemiske og fysiske reaktioner. Der er også sammenhæng mellem de rent fysiologiske påvirkninger og den måde, farverne påvirker os mentalt. Nogle farver som fx gul og frisk grøn virker oplivende på os. Andre farver som fx blå virker beroligende, hvilket skyldes, at farven blå dæmper flere automatiske kropsfunktioner som bl.a. blodtryk og puls. Dertil kommer, at farver er symbolsk ladede. Itten begrunder i bogen Farvekunstens elementer, at man inden for bestemte kulturer tillægger farver symbolske betydninger afhængigt af, men også uafhængigt af, hvordan de ellers opleves fysiologisk eller psykologisk (Itten 1977). Det vil sige, at de af os som gerne vil kunne kommunikere kunstnerisk eller målrette vores medieproduktion blandt andet med farver, er nødt til at have et kendskab til både farvevirkningernes fysiologiske og psykologiske side. Rudolf Arnheim (1904-2007) begrunder i Art and Visual Perception blandt andet farvernes påvirkning af vores følelser med afsæt i gestaltpsykologien (Arnheim 1954). Farver er således et komplekst visuelt virkemiddel, som påvirker helhedsindtrykket på flere forskellige måder, og som i sig selv bør studeres ud fra forskellige forskningstraditioner.

Et andet eksempel på et visuelt virkemiddel, som indgår i stort alle medieprodukter er skrifttyper. Valg af skrifttype, dens størrelse, og farve smitter af på produktets øvrige visuelle fremtoning, og skal vælges med omhu baseret på, hvordan den vil kunne blive oplevet af målgruppen. De klassiske skrifttyper beslægtede med fx Times Roman med deres elegante seriffer (små grafiske tilføjelser til bogstavets krop, fx ’fødder’) er fx ideelle, hvis afsender af et produkt vil fremstå seriøs og lødig, da de klassiske skrifttyper konventionelt bliver forbundet med stabilitet og troværdighed. Det er da også helt almindelig praksis, at fx aviserne får designet deres egne signatur-skrifttyper, som ofte er inspirerede af og beslægtede med de gamle klassiske skrifttyper med seriffer. Skrifttyper uden seriffer (kaldet ’sans serif’) som fx Helvetica, Arial og Verdana betragtes som moderne skrifttyper, og afspejler typisk en mere tidsvarende og moderne afsender. Derudover betragtes de som de mest læsevenlige skrifttyper på nettet (Garcia 1997, Thorlacius 2016).

I nærværende leksikon er der flere opslag, som behandler filmiske virkemidler herunder visuelle virkemidler. I Filmens blik henvises der fx til David Bordwells definition af filmens visuelle organisering af billedelementer, som iscenesætter ikke blot filmens univers, men også tilskuerens blik og opmærksomhed. Der henvises her til, at kamerapraksis og billedstrukturer kan styre publikums opmærksomhed i kraft af kompositoriske træk i filmbilledets opbygning, som samlet stilistisk praksis (Bordwell 1997, 2005, Kau 1995). I opslaget Filmsprog henvises der til, at filmsprog omfatter elementer som dekorationer, rekvisitter og kostumer og i studiet af filmens billeder beskæftiger man sig med format (forholdet mellem billedets højde og bredde), synsvinkel (frø-, normal-, fugleperspektiv), synsplan (vidvinkel, normal, tele) synsfelt (nær, normal, total) farver, dybdeskarphed, komposition og ikke mindst kameraets bevægelser (zoom, panorering m.m.)

Betegnelsen ”visuelle virkemidler” bruges i stigende grad som etableret betegnelse inden for forskning og studier i planlagt visuel kommunikation, fx i forbindelse med webdesign. Visuelle virkemidler i relation til websites består af et grafisk design som i det væsentligste omfatter: layout, skrifttyper, farver, grafiske illustrationer og fotografier. Hertil kommer visuelle virkemidler i form af videoklip, tv-klip og animationer.

Hvis man relaterer visuelle virkemidler til websites vil der være tale om, at disse spiller en afgørende rolle i samspil med teksten og websitets funktionalitet: Der er fx ifølge Lisbeth Thorlacius følgende 4 overordnede områder, hvorpå de visuelle virkemidler spiller en rolle i forhold til websites (Thorlacius 2005, Thorlacius 2015).

1) De visuelle virkemidler kan med fordel understøtte indhold og funktion. Websites er mere brugervenlige, når visuelle elementer understøtter de navigative og de interaktive funktioner. Et visuelt virkemiddel understøtter funktionen, når brugeren gøres opmærksom på de aktive link i teksten, fordi de skifter farve, når han/hun kører musen hen over. Et menupunkt, som er akkompagneret af et billede, der pirrer nysgerrigheden, er også et eksempel på, at et visuelt virkemiddel understøtter indhold og funktion.

2) De visuelle virkemidler kan med fordel imødekomme målgruppens smag. Et website, som henvender sig til en yngre målgruppe, kan med fordel være designet i overensstemmelse med tidens stilistiske trends. Dvs. brugen af modefarver, moderne typografi og layout og billeder som i deres udformning falder inden for en yngre målgruppes smagsdiskurs, og derved adskiller sig fra websites, som henvender sig til fx ældre målgrupper.

3) De visuelle virkemidler i et website vil altid afspejle afsenderen uanset, om de er intenderede eller ej. Et sjusket udarbejdet website kan give brugeren en opfattelse af, at afsenderen er uprofessionel. Et stramt design som følger forskrifterne for, hvordan komposition, farvevalg, skrifttyper og layout bør kombineres på et site, vil derimod kunne give et indtryk af en afsender, som har styr på tingene.

4) De visuelle virkemidler bør imødekomme website-genren. Fx forventer man på et underholdnings-site at blive mødt med en række visuelle og æstetiske oplevelser. Brugeren kan derimod blive distraheret af at blive mødt med æstetiske oplevelser på et informations-site, hvis de står i vejen for søgning efter informationer.

På de mest vellykkede websites er disse fire parametre blevet taget med i betragtning i designet af websitene. (Se Thorlacius, “Æstetikkens rolle i webdesign” 2005 og ”Websiteanalyse” 2015).

I takt med den stigende udvikling inden for visuel kommunikation, opstår der ligeledes nye former for visuelle virkemidler. Fx det nye mediefænomen Cinemagraphs, som introducerer et nyt visuelt virkemiddel i form af en hybrid mellem stillbillede og video, og som skaber et unikt udtryk i kraft af bevægelse og stilstand på samme tid. Cinemagraps blev lanceret af New York-modefotografen Jamie Beck i samarbejde med motion graphics-designeren Kevin Burg i 2011. Cinemagraphs benyttes ofte i reklamer, og er typisk udarbejdet som ’animated gif’-filer, som er nemme at benytte på websites.

Begrebet visuelle virkemidler benyttes således dels i forbindelse med de perceptoriske principper forbundet med billedforståelse, hvor det er modtagerens oplevelse af fænomenet, som undersøges og analyseres. Dels i forbindelse med planlagt visuel kommunikation, hvor der nærmere fokuseres på, hvorvidt der er overensstemmelse mellem afsenders intentioner og modtagers faktiske oplevelse af produktet.

(2016)

Forfatter Lisbeth Thorlacius
Reference

Arnheim, Rudolf (1954). Art and Visual Perception. A Psychology of the Creative Eye. (The New Version). Berkeley, Los Angeles / London: University of California Press [Rev. og udv. udg. 1974; genoptr. 1984]

Bordwell, David (1997). On the History of Film Style. Cambridge, Mass.: Harvard University Press

Bordwell, David (2005). Figures Traced in Light. On Cinematic Staging. Berkeley, Calif.: University of California Press

Garcia, Mario R. (1997). Redesigning Print for the Web. Indianapolis, Ind.: Hayden

Itten, Johannes (1977). Farvekunstens elementer. Subjektive oplevelser og objektiv erkendelse som vejledning til kunsten. Overs. af Ole Henrik Koch. København: Borgen

Kau, Edvin Vestergaard (1995). "’De er kameraet. Kameraet er Deres øje’. Blikkets iscenesættelse hos Orson Welles.” I: Grøngaard, Peder (red.). Nordisk Filmforskning 1975-1995. En bibliografi & 10 essays i anledning af filmens 100 år 1895-1995. Aarhus: Nordicom, s. 63-79

Thorlacius, Lisbeth (2005). “Æstetikkens rolle i webdesign”. Nordicom Information, årgang 27, nummer 1

Thorlacius, Lisbeth (2015). ”Websiteanalyse”. I: Rose, Gitte & Christiansen, Hans Christian (red.). Analyse af billedmedier. Det digitale perspektiv. København: Samfundslitteratur. 3. udg

Thorlacius, Lisbeth (2016). ”Visuel remediering af de danske netaviser.” I: Blach-Ørsten, Mark & Willig, Ida (red.). Den fælles dagsorden og alle de andre. København: Samfundslitteratur