Twitter 

Twitter er et socialt medie, som blev lanceret i 2006, og som ved at være en åben, hurtig og hashtag-baseret kommunikationskanal har opnået stor social og ikke mindst politisk betydning. Twitter fremhæves således ofte i forbindelse med ekstraordinære begivenheder såsom Det Arabiske Forår (2010-2011), hvor det var et værktøj for organisering og mobilisering af de folkelige protester (Tufecki 2017), og under og efter terrorangrebet i Oslo og på Utøya i 2011 udgjorde Twitter en arena for kollektiv sorgbearbejdelse (Eriksson 2016). Twitter var på samme vis platform for de første meldinger om USA’s militæraktion mod Al Qaeda-lederen Osama bin Laden i 2011 (Kammer 2018). Derudover finder det sociale medie også flittigt anvendelse i mere hverdagslige sammenhænge til blandt andet public relations, skabelse af fan-fællesskaber, journalistisk live-rapportering og smalltalk af ofte selskabelig karakter (Lomborg 2014).

Funktionelt er Twitter opbygget således, at brugerne (tweeps) registrerer sig med unikke profiler, som enten kan være offentlige eller private, og de har mulighed for at publicere beskeder (tweets), som tilsvarende enten kan ses af den brede offentlighed eller kun af godkendte følgere. Brugerne kan følge andre profiler og derved se deres tweets i en timeline, men Twitter er et asymmetrisk socialt medie i den forstand, at det ikke forudsætter gensidighed i, hvem der følger hvem. Foruden tweets er det muligt at sende private beskeder, som kun kan læses af afsenderen og modtageren, gennem Twitter. Twitter muliggør på denne måde både åben masse- og lukket interpersonel kommunikation.

Strukturelt minder Twitter om det hedengangne sociale medie Jaiku og er kendetegnet ved dets korte format, idet omfanget af et tweet ikke kan overstige 280 anslag; indtil 2017 var grænsen på 140 anslag, hvilket afspejlede Twitters udspring i sms-beskeder. Især tidligt i sin levetid blev Twitter i forlængelse heraf ofte omtalt som en “micro-blogging platform”. Et udbredt semantisk kendetegn er anvendelsen af hashtags som en form for brugerdreven indeksering af tweets. Denne funktion har givetvis været medvirkende til Twitters popularitet, idet den muliggør kollektiv kommunikation om eksempelvis politisk aktivisme (Gerbaudo 2012), kulturelle og sportslige begivenheder (Highfield, Harrington & Bruns 2013) og i interessefællesskaber (Bruns & Burgess 2015). Twitters anvendelse af hashtags er siden blevet kopieret af konkurrenter såsom Facebook og Instagram (der også ejes af Facebook). I en dansk sammenhæng er #dkpol, som markerer dansk politik, blandt de mest anvendte hashtags (Linaa Jensen 2016); dette forhold afspejler, hvordan Twitter især inden for det politiske felt anvendes aktivt til at påvirke, diskutere og forhandle den offentlige dagsorden. En lignende dynamik ses i international politik, hvor Twitter eksempelvis synes at udgøre den amerikanske præsident Donald Trumps foretrukne kanal til offentlig kommunikation såvel som diplomati.

Med godt 300 mio. brugere er Twitter et betydeligt mindre socialt medie end eksempelvis Facebook (som har i omegnen af 2 mia. brugere). I 2016 benyttede 66 % af den voksne danske befolkning således Facebook mindst én gang om ugen, mens blot fem % benyttede Twitter (Slots- og Kulturstyrelsen 2016). Trods denne begrænsede udbredelse indtager Twitter imidlertid en fremtrædende placering i den offentlige diskussion, idet det er det foretrukne sociale medie for eksempelvis politikere, medieprofessionelle/journalister og meningsdannere; det omtales således spøgefuldt som journalisternes eller Christiansborgs intranet. Af samme grund er det ofte fremhævet, hvordan Twitter (også) fungerer som et uformelt nyhedsmedie med kontinuerlig opdatering om aktuelle samfundsmæssige begivenheder (Hermida 2010) såvel som breaking news (Vis 2013).

På trods af den relativt begrænsede udbredelse i den brede offentlighed har Twitter fyldt meget i den empiriske forskning i sociale medier (Larsson 2015; Weller m.fl. 2014). Dette skyldes givetvis, at Twitter i modsætning til andre (og mere populære) sociale medier som eksempelvis Facebook, Instagram og Snapchat har en mere åben struktur, hvor indhold i højere grad er både offentligt og søgbart. Derudover har Twitter historisk haft en mere åben API (Application Programming Interface), som har gjort det nemmere at udvinde data til eksempelvis forskningsmæssig brug (Gaffney & Puschmann 2014; Lomborg & Bechmann 2014). Twitter-forskningen har i vid udstrækning antaget kvantitativ karakter og gennem analyse af meget store datasæt (big data) skabt indsigter i eksempelvis netværksdannelse, den emnemæssige strukturering af online diskussioner og kommunikationsmønstre i krisesituationer (Bruns & Liang 2012). Den medie- og kommunikationsorienterede forskning i Twitter har i særlig grad fokuseret på politisk kommunikation (Jungherr 2016), journalistik (Hermida 2013; Kammer 2018), fan-fællesskaber (Wood & Baughman 2012), micro-celebrities (Marwick & boyd 2011) og lingvistik (Zappavigna 2011) – samt de overlap, der findes mellem disse felter.

Twitter har været genstand for en række kontroverser, der næsten alle har ytringsfrihedens grænser som omdrejningspunkt. Virksomheden er gentagne gange blevet anklaget for ikke i tilstrækkelig grad at bekæmpe og begrænse krænkende adfærd. Særligt kvinder og etniske og seksuelle minoriteter har således i vid udstrækning været genstand for det, Papacharissi (2004) kalder “incivility”, i form af chikane og trusler. Debatten har i særlig grad været fremtrædende i det polariserede politiske klima i USA efter præsidentvalget i 2016, hvor såvel Trump (Ott 2017) som repræsentanter for især den yderste højrefløj har afsøgt grænserne for socialt acceptabel adfærd i den offentlige samtale. De diskussioner om beskyttelse af privatliv og personlige data, som især Facebook har været genstand for (Bechmann 2014), har Twitter imidlertid i vid udstrækning undgået at blive indblandet i.

Selvom Twitter med et stort antal aktive brugere og en fremtrædende tilstedeværelse i den offentlige samtale kan anses som et særdeles succesfuldt socialt medie, har virksomheden Twitter Inc. ført en anderledes omtumlet tilværelse. Trods omfattende finansiering fra investeringsselskaber har Twitter nemlig – i modsætning til konkurrerende teknologivirksomheder som Google, Apple, Facebook og Amazon – haft vanskeligt ved at omsætte sine aktiver (især meget store mængder brugerdata) til vedvarende økonomisk vækst. Dette fravær af en langsigtet forretningsmodel kombineret med jævnlige udskiftninger i ledelsen har medført, at finansmarkederne lige siden børsnoteringen i 2013 har været ganske forbeholdne over for virksomheden som investeringsobjekt. I forlængelse af denne usikkerhed har der gennem årene ofte været rygter om, at andre teknologivirksomheder skulle være interesserede i at overtage virksomheden og dens aktiver.

(2018)

Forfatter Aske Kammer
Supplerende læsning

Java m.fl. 2007, Klastrup 2016, Murthy 2013, Neumayer, Rossi & Karlsson 2016, Williams, Terras & Warwick 2013, Zimmer & Proferes 2014

Reference

Bechmann, Anja (2014). “Non-Informed Consent Cultures: Privacy Policies and App Contracts on Facebook.” Journal of Media Business Studies, 11 (1), s. 21-38

Bruns, Axel & Burgess, Jean (2015). “Twitter hashtags from ad hoc to calculated publics.” I: Rambukkana, Nathan (red.). Hashtag Publics: The Power and Politics of Discursive Networks. New York: Peter Lang, s. 13-28

Bruns, Axel & Liang, Yuxian Eugene (2012). “Tools and methods for capturing Twitter data during natural disasters.” First Monday, 17 (4)

Eriksson, Moa (2016). “Managing collective trauma on social media: The role of Twitter after the 2011 Norway attacks.” Media, Culture & Society, 38 (3), s. 365-380

Gaffney, Devin & Puschmann, Cornelius (2014). “Data Collection on Twitter.”.I: Weller, Katrin; Bruns, Axel; Burgess, Jean; Mahrt, Merja & Puschmann, Cornelius (red.). Twitter and Society. New York: Peter Lang, s. 55-67

Gerbaudo, Paolo (2012). Tweets and the Streets. Social Media and Contemporary Activism. London: Pluto

Hermida, Alfred (2010). “Twittering the News. The emergence of ambient journalism.” Journalism Practice, 4 (3), s. 297-308

Hermida, Alfred (2013). “#Journalism. Reconfiguring journalism research about Twitter, one tweet at a time.” Digital Journalism, 1 (3), s. 295-313

Highfield, Tim; Harrington, Stephen & Bruns, Axel (2013). “Twitter as a Technology for Audiencing and Fandom. The #Eurovision phenomenon.” Information, Communication & Society, 16 (3), s. 315-339

Java, Akshay; Song, Xiaodan; Finin, Tim & Tseng, Belle (2007). “Why We Twitter: Understanding Microblogging Usage and Communities.” Proceedings of the Joint 9th WebKDD and 1st SNA-KDD Workshop on Web Mining and Social Network Analysis, San Jose, California, d. 12.-15. august, s. 56-65

Jungherr, Andreas (2016). “Twitter use in election campaigns: A systematic literature review”. Journal of Information Technology & Politics, 13 (1), s. 72-91

Kammer, Aske (2018). Digital journalistik. Frederiksberg: Samfundslitteratur

Klastrup, Lisbeth (2016). Sociale netværksmedier. Frederiksberg: Samfundslitteratur

Larsson, Anders Olof (2015). “Comparing to Prepare: Suggesting Ways to Study Social Media Today—and Tomorrow”. Social Media + Society, 1 (1), s. 1-2

Linaa Jensen, Jakob (2016). “The Social Sharing of News: Gatekeeping and Opinion Leadership on Twitter.”. I: Linaa Jensen, Jakob; Mortensen, Mette & Ørmen, Jacob (red.). News Across Media. Production, Distribution and Consumption. New York: Routledge, s. 142-161

Lomborg, Stine (2014). Social Media, Social Genres. Making Sense of the Ordinary. New York: Routledge

Lomborg, Stine & Bechmann, Anja (2014). “Using APIs for Data Collection on Social Media.” The Information Society, 30 (4), s. 256-265

Marwick, Alice E. & boyd, danah (2011). “I tweet honestly, I tweet passionately: Twitter users, context collapse, and the imagined audience.” New Media & Society, 13 (1), s. 114-133

Murthy, Dhiraj (2013). Twitter. Cambridge: Polity [2. udg. 2018]

Neumayer, Christina; Rossi, Luca & Karlsson, Björn (2016). “Contested Hashtags: Blockupy Frankfurt in Social Media.” International Journal of Communication, 10, s. 5558-5579

Ott, Brian (2017). “The Age of Twitter: Donald J. Trump and the politics of debasement.” Critical Studies in Media Communication, 34 (1), s. 59-68

Papacharissi, Zizi (2004). “Democracy online: Civility, politeness, and the democratic potential of online political discussion groups.” New Media & Society, 6 (2), s. 259-283

Slots- og Kulturstyrelsen (2016). Rapportering om mediernes udvikling i Danmark. København: Slots- og Kulturstyrelsen

Tufecki, Zeynep (2017). Twitter and Tear Gas. The Power and Fragility of Networked Protest. New Haven: Yale University Press [Tilgængelig fra < https://www.twitterandteargas.org/downloads/twitter-and-tear-gas-by-zeynep-tufekci.pdf > (Set 8.04.18)]

Vis, Farida (2013). “Twitter as a Reporting Tool for Breaking News. Journalists tweeting the 2011 UK riots.” Digital Journalism, 1 (1), s. 27-47

Weller, Katrin; Bruns, Axel; Burgess, Jean; Mahrt, Merja & Puschmann, Cornelius (red.) (2014). Twitter and Society. New York: Peter Lang

Williams, Shirley. A.; Terras, Melissa M. & Warwick, Claire (2013). “What do people study when they study Twitter? Classifying Twitter related academic papers.” Journal of Documentation, 69 (3), s. 384-410

Wood, Megan M. & Baughman, Linda (2012). “Glee Fandom and Twitter: Something New, or More of the Same Old Thing?” Communication Studies, 63 (3), s. 328-344

Zappavigna, Michele (2011). “Ambient affiliation: A linguistic perspective on Twitter.” New Media & Society, 13 (5), s. 788-806

Zimmer, Michael & Proferes, Nicholas John (2014). “A topology of Twitter research: disciplines, methods, and ethics.” Aslib Journal of Information Management, 66 (3), s. 250-261