Sprog og identitet

Sprog og identitet er populære og relevante forskningsemner når man beskæftiger sig med sociale medier. Det skyldes at identitet opbygges gennem sproglig interaktion der er en grundlæggende del af al menneskelig samhandlen, ikke mindst den der foregår via digital kommunikation.

Gennem sprog opbygger, vedligeholder eller afslutter vi relationer. Sprog i kombination med andre tegnsystemer – som fx billeder eller videoer – spiller en væsentlig rolle i vores selvpræsentationer og vores bedømmelse af andre. Et centralt omdrejningspunkt for forståelsen af hvordan sociale relationer forhandles gennem sproglige ressourcer, er derfor sprogligt identitetsarbejde. Hver gang vi handler socialt og ikke mindst sprogligt, konstruerer vi identitet i den forstand at vi efterlader et indtryk af hvilken social type vi er. De personer vi interagerer med, tilskriver os ligeledes forskellige sociale roller og værdier, fx som en troværdig, ledende type eller som klassens vellidte klovn.

Sprog er indlejret i sociale betydningskomplekser, for sproglige træk bliver gennem vores brug af dem og andres fortolkning over tid ladet med bestemte sociale betydninger (som dog ikke er fikserede, men under konstant udvikling). Et eksempel kunne være en bestemt udtale af ‘t’ – som ‘tj’ i ord som fx Tivoli som i kommunikationen på sociale medier kan skrives ‘Tjivoli’ for at signalere denne udtale eller tyggegummi skrevet ‘tjyggegummi’. Det er en udtale som over tid er blevet forbundet med en sprogstil man finder blandt unge i mangfoldige storbyområder, og ved at bruge den udtale eller repræsentere den i sin skrift på sociale medier, kan man signalere at være ung og gadesmart. Så selv små sproglige detaljer kan når de er stereotypt forbundne med bestemte værdier, udnyttes i identitetspraksisser.

Identitet er et af de mest anvendte begreber inden for humanistisk forskning (Bendle 2002) og har været et særdeles centralt fokus i både sociologisk og sociolingvistisk forskning de seneste 40 år hvor arbejder af bl.a. psykologen Erik Erikson (1968) og sociologen Erving Goffman (1963) har inspireret interessen for identitet. Selvom identitet således er et populært emne, er det også et omdiskuteret begreb (Hall 2000); en række forskere har fx stillet spørgsmålstegn ved begrebets brugbarhed som analytisk kategori (Bendle 2002; Brubaker & Cooper 2000).

Et af de problemer Bendle (2002: 1) peger på, er at identitet bruges på så mange forskellige måder, at begrebets betydning er blevet vagt, og at det dermed har mistet teoretisk skarphed. De sprogligt orienterede studier af identitet inden for sociolingvistikken anlægger typisk et poststrukturalistisk perspektiv (Strukturalisme; Diskursbegrebet) og betragter identiteter som fleksible og flydende fænomener. Ideen om “acts of identity” (Le Page & Tabouret-Keller 1985) er et eksempel på sådan en forståelse som lægger vægt på at identitet ikke er noget mennesker “har”, men noget de praktiserer gennem handling, bl.a. gennem deres sprogbrug. Denne forståelse har haft stor indflydelse på den måde sociolingvistikken har behandlet identitet på, men den er også blevet kritiseret og nuanceret sidenhen.

Blommaert (2005: 206) påpeger blandt andet at identitetsarbejde ikke kun er et spørgsmål om selvfremstilling og konstruktion, men at man også tilskrives identiteter og opfattes på bestemte måder af andre som ikke altid er fordelagtige. Coupland (2007: 111) fremhæver desuden at tegn på sociale kategoritilhørsforhold og associationer med bestemte identiteter også kan fremkomme gennem vores opførsel på mindre kontrollerede måder, og dermed er identitetsarbejde ikke kun et spørgsmål om viljestyret, strategisk handling.

Så hvis identitet allerede er så velundersøgt et emne og samtidig et begreb der møder kritik, hvorfor er det så stadig interessant at beskæftige sig med? Svaret på det spørgsmål er at identitet forbliver en relevant praksiskategori (Brubaker & Cooper 2000: 4). Det vil sige at identifikation med og tilskrivning af sociale kategorier har væsentlige konsekvenser for menneskers liv generelt og ikke mindst for social marginalisering og modstand mod denne. Desuden er disse processer helt centrale hvis man ønsker at forstå hvordan sprog fungerer i menneskelige relationer og fællesskaber, både relationer der skabes gennem digitale og sociale medier og udenfor disse, samt for sammenhængen mellem dem. Vi kan beskæftige os med identitet som praksiskategori ved at fokusere på identifikationsprocesser gennem kontekstualiserede semiotiske og sproglige handlinger. Vi behøver altså ikke have identitet i sig selv som endemål for vores analyser af menneskers interaktioner, sprogbrug og mediekommunikation, men det er svært at komme udenom identifikationspraksisser når vi vil forstå de sociale dimensioner af sprogbrug og af kommunikation med og uden medier.

Identifikations- og kategoriseringsprocesser foregår på flere forskellige sociale niveauer på samme tid. Deltagere i en social interaktion kan fx orientere sig mod forskellige roller i forhold til selve interaktionsaktiviteten – ved at indtage forskellige talerroller, lytterroller, fortællerpositioner og i kommunikation på sociale medier spørgende, initierende, konstaterende, kommenterende roller osv. De kan også identificere sig selv eller andre deltagere i forhold til roller der indgår i den aktivitet interaktionen er indlejret i, og de genrer som er relevante for kommunikationssituationen. Det kan være en ansættelsessamtale, hyggesnak med venner, en undervisningssituation, offentlig debat med afsæt i en avisartikel, posts på en personlig profil på sociale medier osv. I forhold til bredere sociokulturelle rammer og kategorier kan rollerne have relevans på tværs af mange situationer og kommunikationskanaler, fx køn, etnicitet, alder og socialklasseforskelle.

Alle disse forståelsesrammer og de sociale roller de fordrer, indgår i eksisterende analyser af identitet i sociolingvistiske og interaktionelle studier. Det er klart at vi ikke opnår skarp analytisk præcision hvis vi blot refererer til alt dette som identitetsarbejde, og der findes også flere gode bud på underopdeling af identitetsbegrebet til denne type analyser. Zimmerman (1998) foreslår fx en opdeling i diskurs-, situationelle– og transportable identiteter som svarer til de netop skitserede forståelsesrammer, og henviser til henholdsvis de kommunikative roller, de roller der er relevante i kommunikationssituationen, og de kategorier som går på tværs af situationer (se også Coupland 2007, kapitel 5).

Der kan være grund til at tro at identitetsarbejde der foregår gennem digitale og sociale medier, er mere frit end i andre sammenhænge, og at man her er mere i kontrol over sin selvfremstilling. Når man kommunikerer digitalt, kan man fx nedtone de transportable identitetsaspekter som ellers kan følge med udseende eller med sprogbrug der signalerer fx køn, etnicitet eller alder og kan aflæses af den måde man udtaler på hvis man udelader eller nøje udvælger visuelle tegn som billeder, og hvis man kun kommunikerer skriftligt.

Det betyder dog ikke at de dimensioner af sprog og identitet som eksisterende sociolingvistiske og interaktionelle teorier peger på, er irrelevante i disse sammenhænge. Det kan være mere komplekst at analysere kommunikationssituationer i sociale medier, og man skal bl.a. tage højde for graden af kontrol, mulighed for redigering og sammenhæng med andre kommunikative handlinger på tværs af tid og kommunikationsplatform. Men det er værd at holde sig for øje at mange af de grundlæggende karakteristika ved sprogligt funderede identifikationsprakisser også gælder i disse medierede sammenhænge. Vi kan måske ønske at fremstå på en bestemt måde når vi poster billeder og tekst på sociale medier, men vi kan ikke kontrollere andres opfattelse, og ligesom vi kan blive bedømt på den måde vi taler på, bedømmes vi også på skriftlig sprogbrug. Det kan være en begrænsning såvel som en frihed.

(2018)

Forfatter Lian Malai Madsen
Supplerende læsning

Antaki & Widdicombe (1998), Brubaker & Cooper (2000), Larsen (2013)

Reference

Antaki, Charles & Widdicombe, Sue (red.) (1998). Identities in Talk. London: Sage. (Genoptr. 2006 og 2008)

Bendle, Mervyn F. (2002). “The crisis of ‘identity’ in high modernity.” The British Journal of Sociology, 53 (1), s. 1-18

Blommaert, Jan (2005). Discourse. A Critical Introduction. (Key Topics in Sociolinguistics). Cambridge: Cambridge University Press

Brubaker, Rogers & Cooper, Frederick (2000). “Beyond ‘Identity’.” Theory and Society, 29, s. 1-47

Coupland, Nikolas (2007). Style. Language Variation and Identity. (Key Topics in Sociolinguistics). Cambridge: Cambridge University Press

Erikson, Erik H. (1968). Identity: Youth and Crisis. New York / London: W.W. Norton

Goffman, Erving (1963). Stigma: Notes on the Management of Spoiled Identity. Englewoods Cliffs, N.J.: Prentice-Hall. [Genoptr. (Pelican) 1968 og (Penguin) 1990)

Hall, Stuart (2000). Who needs ‘identity’? I: du Gay, Paul; Evans, Jessica & Redman, Peter (red.). Identity: A Reader. London: Sage, s. 15-30

Larsen, Malene Charlotte (2013). “Unges identitetsdannelse på Facebook.” I: Linaa Jensen, Jakob & Tække, Jesper (red.). Facebook – fra socialt netværk til metamedie. Frederiksberg: Samfundslitteratur, s. 157-185

Le Page, Robert & Tabouret-Keller, Andrée (1985). Acts of Identity. Creole-based Approaches to Language and Ethnicity. Cambridge: Cambridge University Press

Zimmerman, Don H. (1998). “Identity, Context and Interaction”. I: Antaki, Charles & Widdicombe, Sue (red.). Identities in Talk. London: Sage, s. 87-106. (Genoptr. 2006 og 2008)