Subjektposition
Subjektposition er et centralt begreb inden for strukturalistisk og poststrukturalistisk kulturteori (strukturalisme). Ifølge både det strukturalistiske og det poststrukturalistiske identitetssyn er identitet (kulturel identitet) et produkt af subjektpositioner, som skabes inden for ideologi, sprog eller diskurs. Dette syn står i opposition til det moderne vestlige syn på subjektivitet, hvor subjektet betragtes som en autonom og suveræn enhed. Som produkt af ideologi, sprog eller diskurs er subjektet decentreret: det individuelle selv er et medium for ideologi, sprog eller diskurs. Centrale kilder i udviklingen af begrebet subjektposition er Louis Althusser og Michel Foucault, som var Althussers studerende, og som byggede på Althussers subjektopfattelse (se fx Hall, S. 1992, 1996b).
Louis Althussers forståelse af subjektet er baseret på en struktur-marxistisk tilgang, som knytter subjekt og ideologi tæt til hinanden. Althusser definerer ideologi som et repræsentationssystem, der skjuler folks sande forhold til hinanden ved at gøre de reelle relationer ugennemsigtige, så man ikke kan genkende eller gennemskue dem. Ideologien tilskriver således folk imaginære relationer til hinanden og til den sociale formation (Althusser 1971, 1983). Ifølge Althusser er alle aspekter af det sociale styret af den ideologi, som fungerer gennem de undertrykkende statsapparater (bl.a. politiet) og de ideologiske statsapparater (bl.a. massemedierne og skolesystemet). Interpellation betegner den proces, hvorved sproget konstruerer en social position for individet og dermed gør det til ideologisk subjekt (Althusser 1971:174). Et eksempel kunne være offentligt informationsmateriale om sundhed, der interpellerer læseren som en forbruger, der har personligt ansvar for at passe sin krop gennem de rigtige livsstilsvalg. Ved at acceptere en rolle som tekstens modtager tilslutter vi os den subjektposition, som interpelleringen har skabt.
Althussers teori havde en stor indflydelse på cultural studies–tilgange inden for medie-og kommunikationststudier i 1970’erne (se fx Storey 1996b). Stærkt påvirket af Althusser var forskningsfokus i tidlig cultural studies hovedsageligt på massemedietekster – og hverken på tekstproduktion eller reception, idet forskerne tog medieteksternes ideologiske effekter for givet. Fx anvendte den såkaldte screen-teori interpellationsteori sammen med lacanske psykoanalytiske begreber i filmanalyse (Heath, S. 1981, MacCabe 1985). Fremherskende i megen forskning om massemedierne var tesen om den dominerende ideologi – den tese, at én enkelt ideologi (nemlig kapitalismen) hersker i samfundet uden reelle muligheder for effektiv modstand. Baseret på den antagelse, at modtagerne afkodede ideologien passivt, beskæftigede man sig med, hvordan den dominerende ideologi blev viderebragt gennem medie-sproget.
I slutningen af 1970’erne blev Althussers perspektiv kritiseret på en række punkter. Central her var kritikken fra mediegruppen på Centre for Contemporary Cultural Studies i Birmingham, ledet af Stuart Hall, som tog afstand fra Althussers determinisme (Hall, S. 1973/1980). Ifølge Halls encoding/decoding-teori, var modtagerne i stand til at fortolke eller afkode budskaber efter andre koder end den kode, som var indkodet i teksten. Teorien byggede bl.a. på Gramscis hegemonibegreb, som tilskriver folk en grad af agency i betydningsdannelse (hegemoni).
Foucault videreudviklede Althussers syn på det decentrerede subjekt. Han hævder, at “diskurs ikke er et tænkende vidende talende subjekts majestætiske udfoldelse” (Foucault 1969:74). Hermed tager han afstand fra det moderne syn på individet som en suveræn agent, som bruger sproget til at udtrykke et ægte jeg eller essens; for Foucault er det sproget eller diskurs, der taler gennem personen. Foucault erstatter Althussers ideologibegreb med et diskursbegreb. Sandhed, subjekt og relationer mellem subjekter skabes således i diskurs frem for i ideologi. Ifølge Foucault er der ingen mulighed for at komme uden om diskursen til en sandere sandhed. Nyere tilgange til diskursanalyse, som bygger videre på Foucaults teorier, varierer i forhold til deres syn på ideologi og subjektet. Fx følger Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori Foucault og afviser det klassiske marxistiske perspektiv, mens kritisk diskursanalyse og diskurspsykologi ikke afviger helt fra det marxistiske perspektiv, idet de fortsat fokuserer på ideologiske effekter.
Diskursanalyse fastholder, at identitet skabes i mødet mellem forskellige subjektpositioner. Subjekter bliver ikke interpelleret i bare én subjektposition: Forskellige diskurser giver subjektet forskellige og måske modstridende positioner at tale fra (Jørgensen & Phillips 1999). Hermed bliver identitet fragmenteret. Forskellige diskursanalytiske tilgange lægger forskellige grader af vægt på subjektets bevægelsesfrihed i diskursen, hvilket vil sige, at de placerer sig forskelligt ift. spørgsmålet om struktur/agens. Fx er der en tendens inden for foucaultske tilgange og Laclau & Mouffes diskursteori til at se individet som determineret af strukturerne. I kontrast dertil betoner den kritiske diskursanalyse og diskurspsykologien, at individet er både diskursprodukt og aktiv diskursproducent. Fx er positionering blevet udviklet som alternativt begreb til subjektposition inden for den gren af diskurspsykologien, der kombinerer et poststrukturalistisk syn på identitet som et produkt af subjektpositioner med et interaktionistisk syn på identitet som en ressource, som handlende agenter benytter sig af for at opnå en given social handlen i tale-i-interaktion (Davies & Harré 1990, Harré & van Langenhove 1999). Begrebet anvendes i analyser af, hvordan mennesker i interpersonel kommunikation aktivt indtager og forhandler positioner inden for og på tværs af forskellige diskurser. Positioneringsbegrebet lægger således mere vægt på individets agens, end mange anvendelser af begrebet subjektposition gør.
(2013)
