Paratekst

Paratekst er et begreb fra litteraturteorien og bruges til at præcisere forskellige typer af teksters forhold til hinanden. ‘Para-’ betyder ‘ved siden af’ og paratekster handler om relationen mellem en hovedtekst og de teksttyper som ligger ved siden af denne. Begrebet paratekst blev først introduceret af litteraturforskeren Gerard Genette i værket Palimpsestes. La littérature au second degrè. [Palimpsester. Litteratur af 2. grad] (1982) og blev senere udfoldet i Seuils (1987). Sidstnævnte fik den engelsksprogede oversættelse Paratexts. Thresholds of Interpretation (1997a) og som undertitlen på denne påpeger, fungerer paratekster som ‘fortolkningstærskler’ til hovedteksten, som læserne må overskride, før de når ind til den ‘egentlige’ tekst. Paratekster guider os i vores vej ind i, skaber forventninger til og opsætter fortolkningsstrategier for, hvordan vi skal forstå og fortolke hovedteksten. Genette fokuserede på de paratekster, der findes i forhold til et litterært værk, fx titel, indholdsfortegnelse, forord og bagsidetekst, og han sondrede mellem to typer af paratekster: Peritekster og epitekster. ‘Peri-’ betyder ‘om, omkring’ og peritekster optræder samtidigt med og er materielt er knyttet til hovedteksten (fx forside, forord og bagside). ‘Epi-’ betyder ‘på, til, ved, over’ og epitekster er de tekster, der materielt optræder uden om og adskilt fra hovedteksten (eksempelvis presseomtaler, interviews med forfatteren, plakater og annoncer).

Paratekst er én undertype under begrebet transtekstualitet – alt ”det, der manifest eller skjult, sætter teksten i relation til andre tekster” (Genette 1982: 7). Lauridsen (2018) giver en grundig gennemgang af disse transtekstuelle relationer. I alt opregner Genette fem typer af transtekstuelle relationer:

  • intertekstualitet (den faktiske tilstedeværelse af én tekst i en anden)
  • paratekstualitet (teksttyper ved siden af hovedteksten)
  • metatekstualitet (en tekst som kommenterer en anden tekst uden nødvendigvis at citere den direkte)
  • hypertekstualiet (de forhold, der forener en tekst (hyperteksten) med en tidligere tekst (hypoteksten) uden at kommentere det forhold, fx adaptioner)
  • arkitekstualitet (alle de træk ved en tekst, der forbinder den til tidligere tekster i en eller flere genrer).

Hvad angår paratekster, peger Genette på tre forskellige funktioner, disse kan have. Den første, og for Genette også den vigtigste, er den fortolkningsmæssige funktion, hvor paratekster tilbyder læseren mulige måder at læse, forstå og fortolke teksten på. Den anden funktion er den kommercielle funktion, hvor parateksterne reklamerer for en tekst, prissætter eller promoverer den. Den sidste funktion tillægger Genette mindst værdi i sit arbejde med litterære værker, nemlig den navigationsmæssige funktion: Her guider de paratekstuelle elementer (fx indholdsfortegnelse og kapitler) læseren i den måde, hun tilgår en tekst eller orienterer sig indenfor et tekstkorpus.

Medieforskeren Jonathan Gray (2008, 2010) overfører paratekstbegrebet til populærkulturens film, tv og merchandise og demonstrerer, hvordan paratekster eksisterer i krydsfeltet mellem medietekster, mediepublikum og medieindustri, som forhandlinger mellem alle tre. Gennem en række kendte franchises (fx Lord of the Rings) viser han, hvordan parateksterne er afgørende for at kunne forstå, hvordan publikum får kendskab til, oplever og opfatter bestemte film og tv-serier. Således har den epitekstuelle trailer og den peritekstuelle titel en forventningssættende funktion i forhold til selve filmen, men i flere tilfælde har publikum deres primære, og måske eneste, tilgang til en film eller en tv-serie via merchandise eller spinoffs. Gray laver i denne forbindelse en distinktion i typen af paratekster mellem de introducerende (‘entryway’) paratekster og samtidige (‘in medias res’) paratekster (Waade & Toft-Nielsen 2015: 64). Som betegnelserne antyder, præsenteres de introducerende paratekster inden filmen eller tv-serien vises (fx trailers, spoilers, pre-views eller buzz og hype – cf. Gray 2008), mens de samtidige paratekster præsenteres parallelt med, at tv-serien kører (eksempelvis titelsekvenser, opsamlinger fra sidste uges episode, teasers m.m.). Paratekster er med til at udvide oplevelsen af en film, de kan forlænge en films eller tv-series levetid og holde publikum engageret i et medieunivers eller en franchise. I en digital, internetbaseret mediekultur er der sket en stigende sløring af grænser mellem forskellige former for tekster (Lunenfeld 1999), ligesom det ikke kun er afsenderstyrede paratekster, vi kan støde på. Nu kan det ligefrem være brugeren, som skaber paratekster i form af fanvideoer, fanfiktion, spoilers eller samtaler og diskussioner online om, hvordan man skal tolke en given hovedtekst. I modsætning til Genette – som godt kunne tale om paratekster uden en tilhørende hovedtekst (et netværk af tekster, som i tilfældet med Harry Potter nedenfor) – så anser Gray hovedtekst og paratekser som uadskillelige, idet vi kun kan møde en given tekst gennem de omkringliggende paratekster (2010: 25). Når mængden af paratekster indenfor fx en mediefranchise vokser, bliver de kommercielle og navigationsmæssige funktioner ved paratekster endnu vigtigere. En mediefranchise som Harry Potter er et netværk af digitale og analoge populærkulturelle tekster, hvor der ikke længere er tale om en række paratekster med én hovedtekst i centrum, som er orienteret gennem simple, envejs henvisningsstrukturer. Her føjer tekster og paratekster sig ind i hinanden og bliver uadskillelige (Gray 2015) i form af et omfattende netværk, hvor de specifikke medietekster (bøger, film, spil, Pottermore-websitet, Harry Potter-udstillinger og -tourturisme, fanfiktionwebites, Harry Potter LEGO-sæt m.m.) alle fungerer som hinandens paratekster på kryds og tværs (cf. Waade og Toft-Nielsen 2015; Sandvik 2018). Paratekstbegrebet har, siden Genette lancerede det, vundet stort indpas i forskning, som er fokuseret på film- og tv-industrien (Grainge 2011; Gray 2010), spilforskning (Consalvo 2007), digital teknologi (Lunenfeld 1999), fanstudier (Sandvoss & Kearns 2014; Geraghty 2015, mediefranchises (Johnson 2012), samt produkter og marketing (Brienza 2009).

(2018)

Forfatter Claus Toft-Nielsen
Supplerende læsning

Genette 1997

Reference

Brienza, Casey (2009). “Paratexts in translation. Reinterpreting ‘Manga’ for the United States.”
International Journal of the Book, 6 (2), s. 13-19

Consalvo, Mia (2007). Cheating: Gaining Advantage in Video Games. Cambridge, Mass.: MIT Press

Genette, Gérard (1982). Palimpsestes. La littérature au second degrè. Paris: Seuil [Eng.overs. 1997]

Genette, Gérard (1987). Seuils. Paris: Seuil [Eng. overs. 1997]

Genette, Gérard (1997a). Paratexts. Thresholds of Interpretation. Overs. af Jane E. Lewin. Cambridge: Cambridge University Press

Genette, Gérard (1997b). Palimpsests: Literature in the Second Degree. Overs. af Channa Newman og Claude Doubinsky. Lincoln, Nebr.: University of Nebraska Press

Geraghty, Lincoln (red.) (2015). Popular Media Cultures. Fans, Audiences and Paratexts. Basingtoke: Palgrave Macmillian

Grainge, Paul (red.) (2011). Ephemeral Media: Transitory Screen Culture from Television to YouTube. Basingstoke: Palgrave Macmillan / London: British Film Institute

Gray, Jonathan (2008). “Television pre-views and the meaning of hype.” International Journal of Cultural Studies, 11 (1), s. 33-49

Gray, Jonathan (2010). Show Sold Separately: Promos, Spoilers and Other Media Paratexts. New York: New York University Press

Gray, Jonathan (2015). “Afterword: Studying Media with and without Paratexts.” I: Geraghty, Lincoln (red.). Popular Media Cultures. Fans, Audiences and Paratexts. Basingtoke: Palgrave Macmillian, s. 230-237

Johnson, Catherine (2012). Branding Television. London: Routledge

Lauridsen, Palle Schantz (2018). “Intertekstualitet.” I: Lauridsen, Palle Schantz & Svendsen, Erik (red.). Medieteori. København: Samfundslitteratur, s. 279-297

Lunenfeld, Peter (1999). “Unfinished Business.” I: Lunenfeld, Peter (red.). The Digital Dialectic. New Essays on New Media. Cambridge, Mass.: MIT Press. s. 6-23

Sandvik, Kjetil (2018). Tværmedial kommunikation. Producent-, bruger- og hverdagsperspektiver. København: Samfundslitteratur

Sandvoss, Cornel & Kearns, Laura (2014). “From interpretive communities to interpretative fairs: ordinary fandom, textual selection and digital media.” I: Duits, Linda; Zwaan, Koos & Reijnders, Stijn (red.). The Ashgate Research Companion to Fan Cultures. Abingdong / New York: Routledge, s. 91-104

Waade, Anne Marit & Toft-Nielsen, Claus (2015). “Harry Potter som transmedia storytelling. Fantasy, franchise og fans.” I: Lauridsen, Palle Schantz & Svendsen, Erik (red.). Medieanalyse. København: Samfundslitteratur, s. 60-82