Mediesystem

Forskningen i mediesystemer beskæftiger sig med enkelte medier, en mediesektor eller med hele mediesystemet som sådan. Mediesystemanalysen anskuer medierne som afsendere af indhold og beskæftiger sig med mediernes produktionsforhold, udbredelse, økonomi og deres lovgivningsmæssige og organisatoriske rammer og har således mange berøringsflader med mediesociologien (Vestergaard 2007). Forskningen i mediesystemer er primært, men ikke udelukkende, samfundsvidenskabeligt funderet, da den orienterer sig mod de tre grundlæggende traditioner i medie- og kommunikationsvidenskaben: den kulturelle, den behavioristiske og den strukturelle tradition (Vestergaard 2007, McQuail 2005:12).

Mediesystemet forstået som mediestruktur kan ud fra disse traditioner analyseres ud fra forskellige dimensioner, fx udbuddet af medier (antal, typer, indhold, økonomi) i konkurrence med fire former for ressourcer (tid, penge, reklamekroner, andre indtægter), som alle er afhængige af efterspørgsel, politiske beslutninger (medie- og kulturpolitik) og teknologisk udvikling (Sepstrup 2004).

Daniel C. Hallin & Paolo Mancini etablerer i Comparing Media Systems. Three Models of Media and Politics (2004) en ramme for analyser af mediesystemer. Baseret på komparative studier af mediesystemerne i 18 vesteuropæiske og nordamerikanske lande kortlægges de centrale variabler i mediesystemerne, forbundet med de politiske faktorer, som har haft indflydelse på udformningen af hvert af systemerne. De når frem til at identificere tre overordnede modeller: “the Polarized Pluralist Model”, karakteristisk for Middelhavslandene; “the Democratic Corporatist Model”, karakteristisk for de nordeuropæiske lande og endelig “the Liberal Model”, som dækker Storbritannien, Irland, USA og Canada. Se Hjarvard (2013) for en kritik af Hallin og Nauciuis model.

(2013)