Mediemuseer

Medie- og kommunikationsmuseer er en type af specialmuseer, der varetager vores mediekulturelle arv. Et museum er en institution, der indsamler, bevarer og udstiller kulturarvsgenstande inden for et afgrænset felt, fx kunst, naturhistorie eller kulturhistorie. Ud over et lands hovedmuseer inden for kunst, kultur- og naturhistorie foregår der en yderligere specialisering, hvor mindre museer opbygger og vedligeholder en særsamling inden for et mere snævert domæne. Hvor museer i begyndelsen udelukkende samlede kostbare og sjældne genstande, indsamles nu også genstande, som afspejler helt almindelige menneskers liv.

Kulturarv fremstilles gerne som bestående af objekter, steder og landskaber, alle med en håndgribelig, materiel eller monumental karakter. Siden 2003 har UNESCO (FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab) dog også anerkendt, at kulturarv kan have en immateriel (intangible) karakter i form af fx mundtlige overleveringer, dans, musik og håndværksmæssig kunnen. Men kulturarv anses stadig som noget, der kan besiddes. Et andet perspektiv fremført af bl.a. Laurajane Smith (2006) er, at kulturarv er en kulturel proces. Kulturarv er ikke noget, der besiddes, men noget der gøres. Museer er en type af steder, hvor vi skaber kulturarv ved at iscenesætte den som sådan, og vi deltager i forskellige erindringsprocesser, når vi besøger museernes udstillinger.

Transformationen af ting til museumsgenstande kaldes for ‘musealisering’, og det foregår ved, at tingen udskilles enten fysisk eller begrebsligt fra dens naturlige eller kulturelle miljø og indlemmes i museets samling. Herved opnår genstanden museal status og er ikke længere en brugsgenstand, men et objekt for videre studier, læring eller fornøjelse. Musealisering indebærer derfor nødvendigvis et element af udvælgelse og kuratering, da museerne ikke kan indsamle alt (Desvallées & Mairesse 2010).

Der skelnes ofte mellem et medies form og dets indhold. Dette skel gør sig også gældende i UNESCOs definition af kulturarv, hvor medieindhold er udskilt som en særlig type kulturarv nemlig ‘dokumentarisk kulturarv’, som udgør menneskehedens kollektive hukommelse (Memory of the World) (Edmondson 2002). Her defineres et dokument som et informationsindhold lejret på en transportabel enhed. Derfor anses runesten, som dem i Jelling, ikke som kulturarvsdokumenter, men som monumenter. Skellet udmønter sig også i, hvilke institutioner der indsamler og bevarer hhv. form og indhold. Mediernes form, fx optagelses-, distributions- og afspilningsudstyr, indsamles af museer, mens medieindhold indsamles af arkiver og biblioteker. I Danmark er det Det Kgl. Bibliotek, der har ansvaret for at indsamle og bevare medieindhold som bøger, aviser, internet, videospil, radio og tv, mens flere museer har indsamlet medieteknologier. Dette skel gør også, at de fleste medie- og kommunikationsmuseer kan karakteriseres som tekniske museer med et fokus på den teknologiske udvikling og innovation – ikke mediekultur og mediebrug. Der findes dog også mere kulturhistorisk orienterede mediemuseer, der også inkluderer medieindhold i deres samling. Det er oftest medieproduktion og distribution, der efterlader sig materielle spor i form af udstyr og arkiveret medieindhold, mens tidligere tiders mediebrug ikke efterlader mange spor. Derfor har samlinger med fokus på materiel kulturarv en blind vinkel, da relativt moderne processer som brug af massemedier endnu ikke er bredt anerkendt som immateriel kulturarv, der bør dokumenteres.

Museer påtager sig at bevare museumsgenstande for al evighed, hvorfor de ofte er gemt væk på sikrede magasiner eller udstillet bag glas. Derved fastholder museer genstandene i tid, så vi stadig kan studere dem, selvom de for længst ville være gået til grunde, hvis de havde fulgt deres normale udviklingsbane uden for museets mure (Appadurai 1986). Hensynet til bevaringen for eftertiden kan dog stå i et modsætningsforhold til ønsket om at formidle og tilgængeliggøre genstandene for nutiden. På Nationalmuseet er der i den permanente udstilling Historier fra Danmark 1660-2000 udstillet flere medieteknologier bag glas, som i perioden blev en del af danskernes hverdag som fx radio- og tv-apparater. Men på denne måde fremstår de som blot æstetiske objekter, ikke som fungerende medier. De er ugennemskuelige ‘black boxes’ (Latour 2000), da det ikke bliver tydeliggjort for den besøgende, hvordan medierne fungerer. Ifølge mediearkæologen Wolfgang Ernst er medier udstillet i deres ikke-funktionelle modus blot ‘møbler’ (Henning & Ernst 2015). Men det er en udfordring at holde antikke medieteknologier kørende. De bliver slidt, går i stykker, og det kan være umuligt at finde nye reservedele.

Der er etableret museer for mediekulturarv i det meste af den vestlige verden (Europa og USA), men også i Fjernøsten (Korea og Japan). Enkelte af disse museer fører deres rødder tilbage til tidlige museer for postvæsen fra slutningen af 1800-tallet, fx Museum für Kommunikation i Berlin (1872). Tilsvarende Dansk Postmuseum, senere Post & Tele Museum, der åbnede i 1913 og fra 2016 hedder Danmarks Kommunikationsmuseum. Størstedelen af disse museer er dog etableret efter 1970. Slutningen af 1900-tallet fremstår derfor som det tidspunkt, hvor medierne har modnet tilstrækkeligt som kulturelt fænomen til at blive betragtet som museumsværdige. I den forbindelse kan det være værd at se musealiseringen af medier parallelt med den generelle medialisering af vores senmoderne samfund og måske endda som en konsekvens af denne medialisering. Som nævnt ovenfor, indsamler museer genstande, der skal dokumentere det almindelige levede liv, og derfor afspejler museernes indsamling og gengivelse af det levede liv også den tiltagende rolle, som medier spiller i det moderne menneskes liv i løbet af 1900-tallet.

Der er sket en enorm teknologisk udvikling inden for mediebranchen i løbet af 1900-tallet. Derfor kan ældre medieteknologier pludselig blive gjort overflødige, men stadig opfattes af folk i branchen som kulturelt værdifulde. Det kan føre til, at genstandene doneres til et museum i stedet for at ende på lossepladsen. Det er baggrunden for stiftelsen af Danmarks Grafiske Museum, senere Mediemuseet, i Odense i 1981, hvor en kreds af interessenter fra den grafiske branche fandt det nødvendigt med et museum for dansk bogtryk. Branchen stod overfor store omvæltninger, hvor bogtryk blev afløst af offset-tryk, og blysats blev udfaset til fordel for fotosats og computersats. Det blev anset som svanesangen for gamle glorværdige håndværk. At ideen om et sådant branchemuseum var påtrængende underbygges af, at der i 1960’erne og 70’erne var flere andre mislykkede initiativer for at etablere et sådant museum (Nielsen 2006).

Mediemuseet viser de gamle typografiske håndværk ved bemandede værksteder, hvor pensionerede trykkere demonstrerer de gamle maskiner. I 2010, hvor museet ændrer navn til Mediemuseet, blev de suppleret med MedieMixeren, hvor besøgende kan afprøve nyere teknologier og formater fx ved at være nyhedsreportere foran en green screen, lave et lydspor i foley-studiet eller blive interviewet af en virtuel tv-vært. Ud over værkstederne har museet siden 2012 også en generel udstilling, der i store træk viser udviklingen i dansk mediehistorie fra Jellingestenene frem til X-factor. Derudover har museet haft skiftende mere tematisk skarpvinklede særudstillinger om bl.a. udviklingen af bilspil som en genre af videospil, øl- og tobaksreklamer, 1980’ernes computerkultur, den visuelle side af heavy metal som musikalsk subkultur og tegneserie-skaberen Claus Deleuran.

Ernst hævder, at vi har behov for et sted som museet, der er forskelligt fra medierne selv, for at kunne reflektere over medierne (Henning & Ernst 2015). Derved postulerer han mediemuseernes eksistensberettigelse post-faktum og fremhæver den distance, som museer skaber ved at løsrive genstande fra deres normale cirkulation som en forudsætning for erkendelse og forståelse. Men det rejser spørgsmålet om, hvilken betydningsdannelse der finder sted, når vi møder mediekulturarven på museet. Er der tale om mediereception af 2. orden, når vi (gen-)oplever medier som kulturarv? Museumsudstillingen er jo selv et medie, der derved remedierer andre medier, og som fordrer særlige mediekompetencer af sine brugere (Henning 2015).

(2016)

Reference

Appadurai, Arjun (red.) (1986). The Social Life of Things: Commodities in Cultural Perspective. (Cambridge Studies in Social and Cultural Anthropology). Cambridge: Cambridge University Press

Desvallées, André & Mairesse, Francois (red.) (2010). Key Concepts of Museology. Paris: Armand Colin

Edmondson, Ray (2002). Memory of The World: General Guidelines. 2. rev. udg. Paris: UNESCO. Tilgængelig fra <http://unesdoc.unesco.org/images/0012/001256/125637e.pdf>

Henning, Michelle (2015). “Museum Media: An Introduction.” I: Henning, Michelle (red.). Museum Media. (The International Handbooks of Museum Studies, 3). Chichester: John Wiley, s. xxxv-lx

Henning, Michelle & Ernst, Wolfgang (2015). “Museums and Media Archaeology. An Interview with Wolfgang Ernst.”. I: Henning, Michelle (red.). Museum Media. (The International Handbooks of Museum Studies, 3). Chichester: John Wiley, s. 3-22

Latour, Bruno (2000). Pandora’s Hope. Essays on the Reality of Science Studies. Cambridge Mass.: Harvard University Press

Nielsen, Ervin (2006). “Fra branchemuseum til mediemuseum. Danmarks Mediemuseum gennem 25 år.” Bogvennen, 134-83

Smith, Laurajane (2006). The uses of heritage. New York: Routledge