Lydbøger

En lydbog er en lydoptagelse af en trykt bog, som læses højt af en professionel oplæser, forfatteren selv eller en syntetisk stemme. Længe før man kendte til e-bøger, har litteratur optrådt som lydbøger i elektroniske og digitale formater. Historisk er lydbogen blevet beskrevet som en slags biprodukt af den trykte bog og som en service for læsere, der af forskellige grunde har svært ved at læse trykte bøger ­– enten fordi de ikke ser godt nok, ikke har lært at læse (endnu), eller fordi de er ordblinde. Dette har ændret sig med udbredelsen af digitale medier.

For det første er lydbogen ikke længere et biprodukt, der, hvis salgstallene er høje nok for den trykte bog, bliver indlæst som lydbog. I dag er markedet for lydbøger så stort, at lydbøger ofte udkommer samtidigt med den trykte såvel som e-bogen, hvilket allerede fra udgivelsesdagen skaber fleksible læsemuligheder af den samme titel. For det andet er lydbøger ikke længere for de få, men for alle: Den digitale lydbog appellerer til meget bredere og større brugergrupper end lydbøger tidligere har gjort. Sideløbende med eksplosionen i lydbogsbrugen har lydbogen således løsrevet sig fra den trykte original og er blevet et medie i sin egen ret. Lydbogens mobilitet passer desuden godt til en moderne livsstil, idet den giver læseren mulighed for at tilegne sig litteratur samtidig med, at man fx motionerer, arbejder i haven eller pendler på cykel, i tog eller bil.

Det kan diskuteres, om det giver mening at kalde en lydbog for “en bog”, da den både som medie, som oplevelse, og i brug adskiller sig grundlæggende fra den trykte bog (Have & Stougaard Pedersen 2016). Teknologisk og materielt har lydbogen intet til fælles med den trykte bog; i stedet deler den teknologi og formater med musik. Lydbogens og den indspillede musiks teknologiske historie forløber således parallelt. Udgangspunktet var Edisons opfindelse af fonografen i 1877, hvis oprindelige hensigt var at optage tale. Omkring år 1900 kom vinylpladen til, og i 1970’erne blev kassettebåndet lydbogens primære lagringsmedie, så den nu kunne høres på båndoptager, walkman og gennem bilers indbyggede kassetteafspillere. Det var også med kassettebåndene, at man begyndte at bruge betegnelsen “lydbog” om de indlæste bøger (Rubery 2011: 8). I 1980’erne begyndte den digitale compact disc langsomt at overtage markedet for lydbøger. I dag har lydbogen stort set mistet sin fysiske materialitet og formidles primært via internettet som downloads eller streaming. Med et eksempel fra Matthew Ruberys indledning til bogen Audiobooks, Literature, and Sound Studies (2011) er der sket en udvikling i lydbogens lagringsmedier fra, at Tolstojs’ Krig og fred i en uforkortet udgave engang krævede 119 vinylplader, 45 kassetter eller 50 cd’er, til, at lydbogen i dag med mp3-filen er blevet vægtløs (Rubery 2011: 9).

Når det alligevel giver mening at tale om en lydbog, på trods af både teknologiske æstetiske og brugsmæssige forskelle til den trykte bog, så skyldes det, at den kræver en forudgående eller samtidig trykt bog og en institutionaliseret litterær kontekst i form af forfattere, forlag, boghandlere, biblioteker etc. Det betyder, at det ikke er alle indspilninger af oplæste tekster, der er lydbøger, og at en indspillet mundtlig fortælling uden trykt bog heller ikke er en lydbog. Det betyder også, at der er forskel på lydbøger, taleradio og podcasts – selvom de alle består af mere eller mindre oplæste tekster. Samtidig med at lydbogen indgår i det litterære kredsløb, indgår den også i kulturen omkring mobile lydmedier. Med smartphonen som primær platform for lydbogslytning er diskussionen af lydbogen som medie desuden indskrevet i den bredere diskussion af mediekonvergens, hvor den smelter sammen med andre forskellige dagligdags private og sociale digitale aktiviteter. I et længere perspektiv er lydbogen ikke blot en remediering af den trykte bog, men trækker tråde helt tilbage til den orale tradition omkring mundtlige fortællinger længe før litteratur opstod som institutionelt begreb (Ong 2002). Højtlæsning af romaner har været udbredt både inden for hjemmets rammer fra starten af 1800-tallet og i radioen op gennem det 20. århundrede.

I daglig tale er det stadig udbredt at tale om lydbogslæseaktiviteten som lytning: Vi lytter til lydbøger, vi læser dem ikke. Til gengæld vil mange sige, at de har læst en bestemt titel, når de er færdige med at lytte til den. I forlængelse heraf bør læsning ikke reduceres til afkodning af skrift, men kan også være en auditiv afkodning af en lydbog.

(2018)

Supplerende læsning

Have & Stougaard Pedersen 2016, Rubery 2011

Reference

Bednar, Lucy (2010). “Audiobooks and the Reassertion of Orality. Walter J. Ong and Others Revisited.” CEA Critics, 73 (1), s. 74-85

Have, Iben & Stougaard Pedersen, Birgitte (2014). “Lit-to-go: Mobil lydbogslæsning.” I: Lønstrup, Ansa m.fl. (red.). Blik for lyd: Om lyd i kontekst. Aarhus: Klim

Have, Iben & Stougaard Pedersen, Birgitte (2016). Digital Audiobooks: New Media, Users, and Experiences. New York: Routledge

Have, Iben & Stougaard Pedersen, Birgitte (under udgivelse). “At læse en lydbog.” I: Rye Andersen, Tore; Tanderup, Sara; Christensen, Nina m.fl. (red.). Litteratur mellem medier. Århus: Aarhus Universitetsforlag

Koepnick, Lutz (2013). “Reading on the Move.” PMLA, 128 (1), s. 232-237

Ong, Walther J. (2002). Orality and Literacy. The Technologizing of the Word. 2. udg. London / New York: Routledge [1. udg. 1982. Jubilæumsudg. 2012 med ekstra kapitler ved John Hartley.]

Rubery, Matthew (red.) (2011). Audiobooks, Literature, and Sound Studies. New York / London: Routledge