Kriminaljournalistik

Kriminaljournalistik kan i vid udstrækning betragtes som almindelig nyhedsjournalistik, men med den afgørende tilføjelse, at de erfaringsbaserede nyhedskriterier aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation, konflikt og nærhed i kriminaljournalistikken får et forstærket følelsesmæssigt udtryk (Katz 1987). Megen kriminaljournalistik har derfor – ligesom sportsjournalistik – nok så meget karakter af spændingsappel og melodrama som nøgtern nyhedsjournalistik. Kriminaljournalistik antager typisk tre grundformer: 1) løbende nyhedsopdatering i forhold til igangværende politiundersøgelse af aktuel forbrydelse, 2) baggrundsjournalistik i form af samlet fremstilling af et begivenhedsforløb eller strukturel belysning af kriminalitetsbekæmpelse ved hjælp af fx statistiske oplysninger og politiudtalelser, samt 3) retssalsreportage, hvor ofte meget spektakulære retssager dækkes journalistisk. Dertil kommer krimi-notitser, der i kort form dækker aktuelle kriminelle aktiviteter som butikstyveri, hjemmerøveri, spritbilisme osv.

Kriminaljournalistikkens fokus er en tematisering af samfundets moralske værdigrundlag gennem normbruddet, og denne journalistiks socialiserende funktion er indeholdt i den stadige gentagelse eller indskærpelse. Herigennem bidrager kriminaljournalistikken til at formulere en moralsk indignation og medvirker derved i et videre perspektiv til at reflektere moralens grænser på et givet tidspunkt. Kriminaljournalistikken har en moralsk appellerende funktion og er som sådan et led i en værdimæssig normaliseringsproces, ligesom man ikke skal underkende dens betydning for politiets opklaringsarbejde. Kriminaljournalistikken kredser samtidig om den kriminelle handlings oplevelsesmæssige og eksistentielle perspektiver.

Kriminaljournalistikkens udformning er nært forbundet med udviklingen af den moderne nyhedsavis og det journalistiske erhvervs professionalisering i årene omkring år 1900. Betragter man kriminaljournalistik i et bredere perspektiv som offentlig omtale af forbrydelse og straf, har den en noget længere historie. 1700-tallets skillingsviser og skillingstryk indeholdt således skildringer af mordere, der tjente som moralske advarsler, idet forbryderne på et kristent grundlag blev fordømt, fordi de var gået “i Satans sold”. Skillingsvisetraditionen fortsatte ind i 1800-tallet og fik i den københavnske viseproducent Julius Strandbergs viser en sen guldalder i de sidste tre årtier af 1800-tallet. Den vinkel, mord og andre forbrydelser blev betragtet ud fra, var dog ikke længere ensidigt moralsk fordømmende, men mere orienteret mod følelser som anger, spænding og gru, og selv om viserne havde en real baggrund, var der i udpræget grad tale om fri brug af forlægget. Denne vinkling blev overtaget og udbygget i populærpressen og senere i omnibusavisen.

Kriminaljournalistikken er forankret i en fremstilling af den begåede forbrydelse. Begivenhedsreferatet af forbrydelsen beror som oftest på informationer fra politiets efterforskning. Kilderelationen mellem journalister og politi er meget tæt og et eksempel på en betydelig gensidig afhængighed mellem journalister som formidlere og politiet som den udøvende magt (Sparre 2002). Den journalistiske fremstilling bliver en gengivelse af politiets blik på forbrydelsen. Denne fremstilling står imidlertid sjældent alene. Nyere kriminaljournalistik inddrager ofte synspunkter fra tiltaltes forsvarsadvokat, men rummer først og fremmest et blik for politiets tekniske arbejdsredskaber såsom fingeraftryk, overvågningsbilleder, retsmedicinske undersøgelser, dna-teknologi og for de berørtes oplevelser og følelser (familiemedlemmer, naboer, venner). I løbet af de seneste halvtreds år har kriminaljournalistikken løsrevet sig fra politiblikket og i stigende grad orienteret sig mod den oplevelsesmæssige side hos de berørte. Denne oplevelsesmæssige intensivering fremmes af en intern medielogik, hvilket i særlig grad viser sig i populærpressens højprioritering af kriminalstof. Intensiveringen udfoldes inden for kriminaljournalistikken især i forhold til forenkling (overskuelige konfliktakser: forbryder-offer), individualisering og tilfældighed (identifikation, nærhed, frygt), sex og vold (sensation), visualiseringsgrad (medieegnethed).

I medieforskningen er kriminaljournalistikken i høj grad blevet behandlet som en underafdeling af problemkomplekset ’medier og vold’ inden for effektforskningen, dvs. spørgsmålet om hvorvidt mediernes formidling af vold i form af såvel fakta som fiktion bidrager til at fremme voldelige dispositioner i mediebrugernes forestillingsverden og adfærd (se Kultivationsteori). Denne foruroligelse i forhold til mediernes mulige forrående påvirkning af publikum har været et fast tema siden medieforskningens spæde start i mellemkrigstiden og har undertiden krystalliseret sig i spektakulære debatter. Et aspekt heraf er den kriminologiske forsknings sammenlignende undersøgelse af henholdsvis eksponeringen af kriminalitet i medierne og den reale forekomst af kriminalitet med henblik på at kortlægge befolkningens risiko for at blive udsat for kriminalitet og mediernes kriminalitetsdækning i forhold til oplevelsen af tryghed (jf. Balvig 1978; Balvig & Kyvsgaard 2006, de årlige opgørelser over kriminalitet fra Danmarks Statistik).

Inden for kulturanalytisk medieforskning og nyere kriminologi har kriminaljournalistikken været genstand for undersøgelser, hvor den er blevet anskuet som en arena for konflikter i samfundets normer, når det gælder sociale klasser, køn og etnicitet (Ericson m.fl. 1991; Schlesinger & Tumber 1994). I en diskursanalytisk optik er feltet norm/afvigelse ad den vej blevet belyst som historisk konstruerede magtrelationer (Hall m.fl. 1978; Pollack 2001; Jewkes 2004; Gregoriou 2012; Mayr & Machin 2012). En anden kulturanalytisk forståelse anlægger en mere eksistentiel vinkel, hvorved kriminaljournalistikken ses som leverandør af grænseoverskridende oplevelsesmateriale (Lehrmann 2016). I et sådant perspektiv bliver kriminaljournalistikken for mediebrugeren et mentalt øvelsesterræn for afprøvning og bemestring af egen udsathed og skrøbelighed.

(2019)

Forfatter Ulrik Lehrmann
Supplerende læsning

Lehrmann 2016

Reference

Balvig, Flemming (1978). Angst for kriminalitet. Lov-og-orden tendenser i en dansk provinsby. København: Gyldendal

Balvig, Flemming & Kyvsgaard, Britta (2006). Danskernes udsathed for kriminalitet 1986 til 2005. København: Københavns Universitet/Justitsministeriet/Det Kriminalpræventive Råd/Rigspolitichefen

Ericson, Richard V.; Baranek, Patricia & Chan, Janet B.L. (1991). Representing Order: Crime, Law, and Justice in the News Media. Buckingham: Open University Press

Gregoriou, Christiana (red.) (2012). Constructing Crime. Discourse and Cultural Representations of Crime and ‘Deviance’. London: Palgrave Macmillan

Hall, Stuart; Critcher, Chas; Jefferson, Tony; Clarke, John & Roberts, Brian (1978). Policing the Crisis. London: Macmillan Press
Jewkes, Yvonne (2004). Media and Crime. London: Sage Publications

Katz, Jack (1987). “What makes crime ‘news’?”. Media, Culture and Society, 9 (1), s. 47-75

Kidd-Hewitt, David (1995). “Crime and the Media: A Criminological Perspective.” I: Kidd-Hewitt, David & Osborne, Richard (red.). Crime and the Media. London: Pluto Press, s. 1-24

Lehrmann, Ulrik (2016). Den daglige mordforsyning. Ålborg: Aalborg Universitetsforlag

Mayr, Andrea & Machin, David (2012). The Language of Crime and Deviance. London: Continuum

Pollack, Ester (2001). En studie i medier och brott. Stockholm: Institutionen för journalistik, medier och kommunikation

Schlesinger, Philip & Tumber, Howard (1994). Reporting Crime. Oxford: Clarendon Press

Sparre, Kirsten (2002). Politiet som kilde. Århus: CFJE. Tilgængelig på <https://pure.au.dk/ws/files/93184952/Politiet_som_kilde.pdf >