Psykologiske tilgange til billedanalyse
Emner inden for den almene psykologi, fx den menneskelige sansning, forestilling og hukommelse, bliver i vidt omfang brugt som en tilgang til billedanalyse, dvs. til at forstå og forklare menneskets oplevelse af billeders form, indhold og kontekst. De mest anvendte psykologiske teorier er psykoanalyse, gestaltpsykologi, kognitions- og neuropsykologi.
Et af de tidligste forsøg på at forstå filmmediet ud fra et psykologisk perspektiv findes hos Hugo Münsterberg (1916). Münsterberg ser filmen som frigjort fra den ydre verden og tilpasset den indre verdens former, dvs. en repræsentation af opmærksomhed, hukommelse, forestilling og følelser. Filmen taler så at sige bevidsthedens sprog. Hvor Münsterbergs tilgang baserer sig på en analogi mellem mediet og det psykologiske, så baserer psykoanalyse sig på en symptomal sammenhæng.
I et psykoanalytisk perspektiv kan medier: 1) forestå transport af ubevidst mening, 2) ses som opførelser af fortrængte drifter og ønsker og 3) være baggrund for udlevelse af undertrykte lyster (Andrew 1984). Subjektet, der betragter filmmediet, indskrives i en position som voyeur (Metz 1977, 1981) og i et feministisk perspektiv er filmsening endvidere tilskrevet en skopofili (dvs. begærsbetinget skuelyst), der udtrykker den patriarkalske orden (Mulvay 1975). Analytikerens projekt er så at afdække de ovenstående træk i det enkelte værk.
Kognition og neuropsykologi betragter de funktionelle relationer og betydninger af mediet i modsætning til psykoanalysens fokus på det fortrængte eller ubevidste. De første tendenser til denne form for billedanalyse baserer sig på perceptionspsykologi og specielt gestaltpsykologien (Arnheim 1954/1974). Gestaltpsykologien baserer sine analyser på en antagelse om, at mennesket er i besiddelse af en række medfødte struktureringsprincipper, de såkaldte gestaltlove. Ideen om, at mennesket oplever det visuelle som helheder, føres videre i den økologiske psykologi (Gibson, J.J. 1979/1986), der ser perception som en målrettet aktivitet med henblik på at udlede informationer om det miljø, individet befinder sig i. I en medieteoretisk kontekst argumenteres der for, at en medieret oplevelse ikke kan adskilles fra al anden oplevelse og derfor på sin vis er evolutionært betinget (Anderson, J.D. 1996). Det analytiske arbejde består her i at beskrive de effekter, billedet formodes at have på sin modtager.
En anden kognitionsteoretisk retning er den konstruktivistiske perceptionspsykologi (fx Gregory 1966/1977, Hochberg 1978b), der forstår perception som en analytisk proces, der sammensætter en helhed ud fra en fortolkning af enkeltelementerne i det visuelle og vægter menneskets evne til at lagre og genanvende visuelle stimuli i en række skemaer. I en medieteoretisk kontekst kan der argumenteres for, at en medieret oplevelse både bygger på medfødte evner og på kulturelt bestemte og tillærte skemaer (Gombrich 1960/1961, Bordwell 1985). Analytikeren afdækker med denne optik, hvilke af disse processer og skemaer de enkelte værker betjener sig af.
Den kognitionspsykologiske tilgang er efterfølgende udvidet med et emotionspsykologisk fundament baseret på en funktionalistisk evolutionsbiologisk optik (fx Grodal 1997) og underbygget med egentlige neurologiske forklaringer (fx Ramachandran & Hirstein 1999, Zeki 1999). Med denne tilgang beskriver analytikeren, hvordan værket igangsætter processer på beskuerens biologiske niveau i form af bestemte emotionelle aktiveringer.
Psykologisk teori anvendes typisk i kombination med anden æstetisk teori i bestemte fortolkningskontekster. Eksemplarisk er her Bent Fausings arbejder (fx Fausing 1995).
(2013)
