Independent film

Betegnelsen “independent film” (eller indiefilm) opstod i filmhistoriens tidlige stumfilmsfase, da en række filmskabere i protest imod Thomas Edisons amerikanske patenter oprettede filmstudier i det sydlige Californien. De var independent (uafhængige), fordi de fx ikke anvendte den råfilm, som Edison havde patent på. De uafhængige filmstudier udviklede sig til det, der senere er blevet kaldt studiesystemet i Hollywood.

Independent film har siden udviklet sig til at betyde mange forskellige og ofte modstridende ting (King 2005, 2009, 2014, Holm 2008). De fem mest centrale betydninger, som ofte kan grænse ind over hinanden, er:

  1. en protest imod den etablerede filmbranche og i denne forbindelse hovedsageligt imod Hollywoods kommercielle studiesystem. Ofte nævnes John Cassavetes film i den forbindelse.
  2. et markedsføringsbegreb og en særlig profileringsmulighed, som antager, at independent film er af højere kunstnerisk værdi end ikke-independent film. Quentin Tarantinos film fra produktionsselskabet Miramax er klassiske eksempler på det.
  3. et springbræt eller et træningsrum ind i den etablerede filmbranche, hvor en filmskaber kan prøve kræfter med filmmediet uden de store, kommercielle forpligtelser. Steven Spielbergs tidlige film er succesfulde eksempler på denne tankegang.
  4. alternative produktionsmåder, amatørproduktioner og film produceret uden for de etablerede selskaber. Et godt eksempel er Stan Brakhages eksperimenterende film.
  5. bestemte stilarter eller udtryksformer, hvor især den amerikanske independent film er blevet forbundet med et realistisk udtryk. Newman (2011: 88) nævner især den amerikanske Sundance Festival som et omdrejningspunkt for denne type independent film. En instruktør som Sophia Coppola er relevant for denne tankegang.

I skandinavisk kontekst er betegnelsen først dukket op i filmbranchen omkring årtusindskiftet. Da ny digital teknologi gjorde det både nemmere og billigere at indspille, klippe og distribuere film, dukkede der i dansk, svensk og norsk sammenhæng en bevægelse op, som tog betegnelsen independent film i anvendelse. I skandinavisk sammenhæng betyder independent film hovedsageligt tre ting:

1) Skandinavisk independent film kan hos filmskaberne være en protest imod den etablerede filmbranche. Dette kaldes ”institutionelle independent film” (Toft Hansen 2014). Til forskel fra den amerikanske independent film er den etablerede skandinaviske filmbranche domineret af offentligt støttede film. Derfor er skandinaviske independent filmskabere ofte kritikere af de nationale filminstitutters støttesystemer, fordi det er svært for dem at opnå støtte til deres film. Relevante instruktører i denne kategori er danske Sohail A. Hassan eller svenske Henric Brandt.

2) Independent film i Skandinavien fungerer også som et springbræt ind i den etablerede filmbranche for nye, yngre filmskabere, der ønsker at etablere deres navn. Dette betegnes ”independent film som træningsrum” (Toft Hansen 2014). Hos disse filmskabere er der en antagelse af, at de med få produktionsmidler kan skabe film, der kan fungere som adgangskort til senere at modtage støtte til filmproduktion fra et filminstitut. Dette gælder fx danske instruktører som Charlotte Madsen og Kasper Juhl.

3) Skandinaviske independent filmskabere har en bevidsthed om, at independent film også medfører en højere grad af frit valg for den enkelte. Dette betegnes ”independent film som kreativ frihed” (Toft Hansen 2016). Filmskabere kan føle sig begrænset af filminstitutternes krav eller bundet af større budgetter, så smallere budgetter og frihed fra filminstitutter opfattes som selvstændighed. Instruktører, som henviser til independent filmens højere grad af kreativ frihed, er fx danske Shaky González og Danny Thykær.

Beslægtede betegnelser til independent film, er “low budget-film” eller “no budget-film”. Det er film produceret for et minimalt produktionsbudget, som ofte er finansieret af filmskaberne selv. Low budget-film henviser dog hovedsageligt til mængden af produktionsmidler. Derfor kan skandinaviske statsstøttede film også godt være low budget-film, hvilket de i en international optik faktisk ofte er. I stedet henviser “independent film” i højere grad til en særlig bevidsthed om filmproduktion: en bevidsthed om frihed fra udefrakommende krav og frihed til at skabe de værker, som de enkelte filmskabere ønsker.

(2016)

Forfatter Kim Toft Hansen
Se også Klassisk film
Supplerende læsning

Berra 2008, Toft Hansen 2013, 2014, 2016, Iversen 2015, King 2005, 2009, 2014, Holm 2008

Reference

Berra, John (2008). Declarations of Independence: American Cinema and the Partiality of Independent Production. Bristol / Chicago: Intellect

Holm, D[ouglas] K[imball] (2008). Independent Cinema. Harpenden, Herts.: Kamera [Med DVD]

Iversen, Gunnar (2015). “Filmen ved siden av – norsk films nye randsoner.” Rushprint. <http://rushprint.no/2015/06/filmen-ved-siden-av-norsk-films-nye-randsoner/>

King, Geoff (2005). American Independent Cinema. London / New York: I.B. Tauris

King, Geoff (2009). Indiewood, USA. Where Hollywood Meets Independent Cinema. (International Library of Cultural Studies). London / New York: I.B. Tauris

King, Geoff (2014). Indie 2.0: Change and Continuity in Contemporary American Indie Film. London / New York: I.B. Tauris

Newman, Michael Z. (2011). Indie: An American Film Culture. New York: Columbia University Press

Toft Hansen, Kim (2013). “Blockbuster genres in Danish independent film.” Academic Quarter, 7, s. 171-188

Toft Hansen, Kim (2014). “Den danske independent film.” Kosmorama, #255. <http://www.kosmorama.org/Artikler/Den-danske-independent-film.aspx>

Toft Hansen, Kim (2016). “Creativity, protest, training. Three modes of independent film-making in Denmark.” Journal of Scandinavian Cinema, 6:1 (under udgivelse)