Gestaltlove

Gestaltpsykologien er en skole inden for perceptionspsykologien og grundlagt i Frankfurt i 1912 af Max Wertheimer i samarbejde med hans elever Wolfgang Köhler og Kurt Koffka.

Efter en række forsøg og eksperimenter formuleredes de såkaldte “gestaltlove”: love som er med til at beskrive, hvordan vi mennesker sanser (ikke kun med synet, men også med de andre sanser). Skolen var aktiv gennem 1920’erne og 1930’erne og senere også i USA. En række af disse gestaltlove, der handler om visuelle fænomener, er centrale for designkvalitet i dag.

I Danmark var foreningen Blanketfolket nogle af de første til at formidle disse principper i populariserede versioner i den sidste del af det 20. århundrede i hæftet Bedre Blanketter, der blev udgivet af I/S Datacentralen i 1984. Principperne var af stor betydning netop for en effektiv ind- og uddatering af oplysninger fra trykte og senere også elektroniske blanketter.

Da internettet for alvor brød igennem i første halvdel af 1990’erne fik nogle af lovene et ‘boost’ i forbindelse med – især – interaktivt design til skærm (cd-rom og internet). Nye typer af designere, der havde spidskompetencer i programmering og brugeradfærd, efterspurgte grafiske regler og principper og en håndfuld af gestaltlovene blev en mere eller mindre specificeret facitliste over, hvordan design til skærm bør konstrueres. Ofte knyttet sammen med interface- og brugertests.

Eksempler på gestaltlove

Loven om grund og figur. Afgrænsede elementer på en flade bliver opfattet som en figur.

I den lille vignet kan man se enten en sort vase eller to hvide ansigter. Det skyldes, at forholdet mellem figur og grund er “lige”. I visuelt design vil man (oftest) tilstræbe, at det er klart for modtageren, hvad der skal opfattes som figur, fx i forgrunden, og hvad der skal træde i baggrunden. I eksemplet med FedEx-navnetrækket er der indbygget en lille forsinkelse i perceptionen, inden man opdager den negative pil mellem E og x, fordi man først vil opfatte de positive bogstaver før de negative såkaldte mellemformer med samme farve som baggrunden.

Loven om nærhed. De elementer, der er anbragt tæt på hinanden, opfattes som hørende sammen.

Her ser de fleste to rækker af røde prikker med ti i hver – ikke tyve prikker. Det skyldes, at de er grupperet til to “gestalter”. Vi knytter de elementer sammen, som er placeret tæt på hinanden. Når vi ser pingvinerne på fotografiet, tror vi, at de, som står tættere på hinanden, hører sammen som et par. Mand og kone?

Loven om enshed. De elementer, der har fælles træk, hører sammen.

Den gule stjerne skiller sig ud, fordi den ikke ligner de røde prikker, der jo er ens. Vi knytter de elementer, som ligner hinanden, sammen til en enhed. Det gør sig gældende fx i en skrift, hvor alle bogstaverne skal være forskellige i deres konstruktion samtidig med, at de skal ligne hinanden gennem det anvendte formsprog. Så man kan se, at de hører til den samme skrift. I eksemplet øverst er bogstaver fra fire forskellige skrifter blandet sammen. Det forkerte ses meget hurtigt.

Loven om kontinuitet. Vi lægger det til, som vi ikke kan se, som en “fortsættelse” af en form.

Vi lægger det til i vores hjerne, vi ikke kan se, eller som vi forestiller os fortsætter uden for en beskæring eller anden afgrænsning. Det er bl.a. derfor, vi kan beskære fotografier for at sætte fokus på det væsentligste i et billede, uden at vi tror, at det, der er skåret væk, ikke eksisterer. Billedet af et publikum med 3D-briller viser således ikke alle de tilstedeværende, men forsøger at vise, at publikum bar en særlig form for briller. Det forstår vi som beskuere godt; vi behøver ikke at se samtlige publikummer – og på et foto, der skulle vise dette, ville brillepointen (at de har særlige briller på) måske blive for utydelig/svag.

Loven om prægnans, klar form. Vi (for-)søger at tolke flertydige billeder på den mest enkle måde.

Vi har lettere ved at opfatte simple figurer end komplekse, og vi vil derfor forsøge at lave orden eller forenkle visuelle billeder, som vi kigger på, for at få skabt mening. De fleste, der ser figuren her til venstre, vil nok i første omgang opfatte den som en firkant “med noget i”. Den er i første omgang for kompleks til, at det umiddelbart giver mening, og hvis vi har lyst og tid, begynder vi at lede efter motiver i kaos’et.

(2019)

Forfatter Henrik Birkvig
Supplerende læsning

Birkvig 2001, Birkvig 2008

Reference

Ash, Mitchell G. (1995). Gestalt psychology in German culture, 1980-1967. Holism and the Quest for Objectivity. Cambridge: Cambridge University Press

Birkvig, Henrik (2001). web.design.sådan! Mere end 200 råd, regler og anbefalinger om design og brugervenlighed for alle der arbejder med internettet. København: Grafisk Litteratur

Birkvig, Henrik (2008). Sådan laver du smukkere grafisk design. Grundbog i grafisk formlære. København: Grafisk Litteratur

Michael, Ove (1984). Bedre Blanketter. København: Datacentralen af 1959

Stoklossa, Uwe (2005). Blicktricks. Eine Entdeckungsreise in die alltägliche Welt der Wahrnehmung, mit nicht alltäglichen Beispiele aus Werbung und Grafikdesign. Mainz: Verlag Hermann Schmidt

Wertheimer, M. (1923).“Untersuchungen zur Lehre von der Gestalt II.” Psycologische Forschung, 4, s. 301-350 [Genoptr. som “Laws of Organization in Perceptual Forms.” I: Ellis, Willis D. (red.) (1938). A Source Book of Gestalt Psychology. London: Routledge & Kegan Paul, s. 71-88.] [Tilgængelig som <http://psychclassics.yorku.ca/Wertheimer/Forms/forms.htm> (Set 26.02.2019]]