Fortællende journalistik

Den journalistiske genre fortællende journalistik kendes under mange navne: litterær journalistik, kreativ non-fiktion, litterær non-fiktion, narrativ non-fiktion, long-form journalistik, litterær reportage, intimate journalism, new journalism, immersion journalism og slow journalism. Genren står i kontrast til særligt nyhedsgenren i både form, indhold og metode.

Det centrale for den fortællende journalistik er, som navnet antyder, at den fortæller en historie gennem scener, karakterer og dialog fremfor at formidle den gennem kilder og citater, sådan som vi kender det fra nyhedsartikler. I stedet for at følge nyhedstrekanten er fortællingerne ofte opbygget over en spændingskurve – kendt som den narrative bue eller berettermodellen – som driver handlingen fremad. Fortællende journalistik låner med andre ord en række litterære greb fra skønlitteraturen.

Indholdsmæssigt adskiller genren sig fra anden journalistik ved at fokusere på temaer, som ikke nødvendigvis er aktuelle. Historierne handler ofte (men ikke altid) om dagligdags begivenheder og om ukendte mennesker i et bestemt miljø fremfor politiske eliter og kendte mennesker (Harrington 1997). Det er altså ikke det sensationelle, der ligesom i nyhedshistorier er i fokus. I stedet er det fortællingen i sig selv – spændingen, karaktererne, detaljerne – der skal tryllebinde læseren. Som Norman Sims (1995) beskriver det: “Standardjournalistik gemmer fortællerens stemme, men litterær journalistik giver dén stemme en mulighed for at trænge ind i historien. I en tid hvor journalistikken synes pakket med kendisser, udviser den litterære journalistik respekt for almindelige liv. Litterære journalister skriver fortællinger om hverdagsbegivenheder, som bringer skjulte mønstre i samfundslivet for dagen ligeså rammende, som de spektakulære historier, der skaber avisoverskrifter.”

Den fortællende journalist gør desuden brug af andre metoder end nyhedsjournalisten. Foruden interviewet bruger fortællende journalister nemlig også mere dybdegående metoder i deres rapportering. Nogle fortællende journalister deltager sågar i de aktiviteter, som er centrale for historien (Conover 2016). Der er derfor et vist overlap mellem fortællende journalistik og andre domæner som for eksempel sociologien og antropologien (Hermann 2016).

Fortællende journalistik har en lang historie bag sig og voksede frem i flere lande verden over allerede i slutningen af det 19. århundrede (Bak 2011). I dansk sammenhæng var særligt Herman Bang (1857-1912), som dengang arbejdede for avisen Nationaltidende, eksponent for den fortællende journalistik (Jørgensen 2003). Det mest kendte eksempel er hans reportage Branden. I USA voksede genren frem i 1890’erne med redaktører og journalister som Lincoln Steffens (1866-1936), Stephen Crane (1871-1900) og Hutchins Hapgood (1869-1944) (Hartsock 2000; Connery 1992).

I 1960’erne og 1970’erne fik den fortællende journalistik nyt liv med undergenren new journalism. Begrebet blev slået fast, da den amerikanske journalist Tom Wolfe (f. 1931) udgav en samling artikler af blandt andre Truman Capote (1924-1984), Gay Talese (f. 1932), Hunter S. Thompson (1937-2005) og Joan Didion (f. 1934). Genren var eksperimenterende og udfordrede ofte både almindeligt journalistisk sprogbrug, objektiviteten og den gængse presseetik. Ét eksempel er brugen af såkaldte “sammensatte karakterer”, hvor flere kilder sammenskrives til én. Thompson anses i øvrigt for at være grundlægger af gonzojournalistikken, der tager udgangspunkt i journalistens egen rolle i begivenhedsforløbet – ofte påvirket af stoffer og hallucinationer – og som senere inspirerede blandt andre danske Morten Sabro (f. 1947) (Isager 2006).

I dansk sammenhæng var Månedsbladet Press mellem 1985 og 2001 den måske vigtigste kanal for fortællende journalistik. Den tidligere Press-journalist og Cavling-vinder Peter Øvig Knudsen (f. 1961) er da også blandt de mest prominente litterære journalister i Danmark i dag (Isager 2015).

I de seneste år har både forskere og praktikere talt om en renæssance i den fortællende journalistik. Det skyldes først og fremmest en stigning i lange journalistiske formater online (Dowling & Vogan, 2017). Disse såkaldte ”digitale longreads” fik et gennembrud med New York Times-fortællingen Snow Fall fra december 2012, men tendensen begyndte allerede med udgivelser af ESPN.com og i BuzzFeed samme år (Dowling & Vogan 2017). I dag udkommer digitale longreads både i nyere danske medier som Zetland og Føljeton – og i traditionelle medier som Kristeligt Dagblad og Berlingske Tidende.

(2018)

Supplerende læsning

Alexander & Isager 2018, Bak & Reynolds 2011, Boynton, 2005, Conover 2016, Hermann 2016, Sims 2008

Reference

Alexander, Robert & Isager, Christine (red.) (2018). Fear and Loathing Worldwide: Gonzo Journalism Beyond Hunter S. Thompson. New York: Bloomsbury Academic

Bak, John S. (2011). “Introduction.” I: Bak, John S. & Reynolds, Bill (red.). Literary Journalism Across the Globe: Journalistic Traditions and Transnational Influences. Amherst, Mass.: University of Massachusetts Press, s. 1-22

Boynton, Robert (2005). The New Journalism: Conversations with America’s Best Nonfiction Writers on Their Craft. New York: Vintage

Connery, Thomas B. (red.) (1992). A Sourcebook of American Literary Journalism: Representative Writers in an Emerging Genre. New York: Greenwood Press

Conover, Ted (2016). Immersion: A Writer’s Guide to Going Deep. Chicago / London: University of Chicago Press

Dowling, David & Vogan, Travis (2017). “Longform Narrative Journalism: ‘Snowfall’ and Beyond.” I: Franklin, Bob & Eldridge, Scott A., II (red.). Routledge Companion to Digital Journalism Studies. London / New York: Routledge, s. 478-486

Harrington, Walt (1997). Intimate Journalism: The Art and Craft of Reporting Everyday Life. London: Sage

Hartsock, John C. (2000). A History of American Literary Journalism: The Emergence of a Modern Narrative Form. Amherst, Mass.: University of Massachusetts Press

Hermann, Anne Kirstine (2016). “Ethnographic Journalism.” Journalism, 17 (2), s. 260-278

Isager, Christine (2006). Skribenter der skaber sig: Hunter S. Thompson og Günter Wallraff som mønstre for retorisk handlekraft i den spektakulære personlige reportage. København: Museum Tusculanum

Isager, Christine (2015). “Literary Journalism in Denmark.” IALJS Newsletter, 9.2 Spring 2015

Jørgensen, John Chr. (2003). Jeg, der kender pressens melodier: Herman Bangs journalistik. Århus: Forlaget Ajour

Sims, Norman (1995). “The Art of Journalism.” I: Sims, Norman & Kramer, Mark (red.). Literary Journalism: A New Collection of the Best American Nonfiction. New York / Toronto: Random House, s. 3-20

Sims, Norman (red.) (2008). Literary Journalism in the Twentieth Century. Evanston, Ill.: Northwestern University Press

Wolfe, Tom (1973). “The New Journalism.” I: Wolfe, Tom & Johnson, Edward Warren (red.). The New Journalism: With an Anthology. New York: Harper, s. 3-64