Fantasy

Fantasy forbindes i dag primært med Hollywood-blockbusters, streaming-serier, spil og omfangsrige romaner. Fantasygenren er kendetegnet ved 1) et dobbelt univers, 2) et encyklopædisk og kartografisk indhold og 3) en narrativ quest-struktur. Fantasy ses ofte som en modsætning til realisme, og denne skelnen har sit historiske udspring i litteraturen.

Fantasy blev udskilt som selvstændig genre i 1700-tallet ved, at en anden genre, den realistiske roman, opstod. Den realistiske roman havde sin baggrund i det publikum, som oplysningstidens borgerskab udgjorde. Den indeholdt psykologiserende beskrivelser af individer og deres udvikling, skildret i virkelighedsnære miljøer. Der var et fravær af de overnaturlige og fantastiske elementer, som var typiske for fantasy-genrens historiske forløbere, nemlig antikkens myter, dyrefabler, folkeeventyr og legender samt de senere middelalderlige romancer.

Fantasy-træk kan ses i overgangsformer som den gotiske roman, fx Horace Walpoles The Castle of Otranto (1765), og som rejseskildringer, fx Ludvig Holbergs Niels Klims underjordiske Rejse (1741/1742). Disse romaner blev et reservat for det ubevidste og ikke-rationelle. De blev en modfortælling og et alternativ til moderniteten i det nye borgerlige, rationelle, urbane og senere industrielle samfund, og de udforskede fortidige løsningsmodeller som feudale og præ-feudale samfundsformationer. Også utopier og dystopier kan anskues som forformer til fantasy-genren med deres skildringer af alternative samfundsformationer. Som mange fantasy-tekster kunne de antage den fantastiske rejses form, som vi ser i fx Thomas Mores Utopia (1516) og Jonathan Swifts Gulliver’s Travels (1726, da. Gullivers rejser, 1768). Armitt (2005) anvender Marins (1993) læsning af Mores Utopia som en metafor for fantasy-læserens kognitive rejse mod en horisont, der altid trækker sig bort.

Nutidige blockbusters inden for film og tv såsom filmatiseringer af J.K. Rowlings Harry Potter-romaner og HBO-streamingserien Game of Thrones (2011-2019) eksemplificerer fantasygenrens grundbegreber: det dobbelte univers, skelnen mellem high og low fantasy, forfatteren som sub-creator, encyklopædiske og kartografiske elementer og quest-fortællestrukturen. Disse begreber belyses nedenfor. Derimod behøver forekomsten af fantastiske væsner ikke at være en afgørende del af genredefinitionen. I J.R.R. Tolkiens indflydelsesrige essay “On Fairy-Stories”, hvor han diskuterer fantasy-verdenen, fremhæver han, at det ikke er alfer, feer, dværge, hekse trolde, kæmper eller drager (Tolkien 1964: 16-17), der definerer genren, men dens sammenbundne dobbelthed mellem et primært og sekundært univers, hvor det primære er fantasy-læserens eget, og det sekundære er “menneskers eventyr i farefulde riger eller i skyggefyldte vandringer (40-41)”. Han ser således fantasy-forfatteren som en sub-creator af dette sekundære, fantastiske univers.

Det dobbelte univers er centralt for fantasygenren. Den primære og den sekundære verden kan være et internt element i en fantasy-tekst. Boyer & Zahorski (1984: 5) opstiller subgenrerne high og low fantasy. Game of Thrones er et eksempel på high fantasy. I denne serie findes kun det sekundære univers. Det gælder også Terry Pratchetts Discworld-serie (1983-2015). Derimod rummer Harry Potter-universet både det primære og sekundære univers og kan derfor karakteriseres som low fantasy. Her findes publikums egen nutidige realistiske verden bestående af Storbritanniens forstadsliv med dets dysfunktionelle familier samt det sekundære magiske univers med hekse, troldmænd og trylleformularer, der virker.

Et rumligt aspekt i genren er afgørende, når fantasyheltens udvikling tager form af en quest i et “farefuldt rige”. Quest-begrebet, der beskrives nedenfor, angiver en søgende rejse eller en mission. Dette farlige rige er opbygget af fantasy-skaberen, både encyklopædisk og kartografisk.

Det encyklopædiske aspekt af fantasy-verdenen udspringer af, at fantasy-fortællinger foregår i et sekundært univers, der er forskelligt fra læserens primære univers. Derfor må dette nye univers skabes fra grunden med dets eget historie, mytologi eller religion, folkeslag, botanik og (krypto-)zoologi. Dette enestående univers indgår i fortællingen, og det kan også have sin egen eksistens i form af encyklopædier. Tolkiens omfattende encyklopædiske forord, efterskrifter og appendikser i The Lord of the Rings (1954) har givet inspiration til de fanfiction-skabte paratekster, altså tekster, der omgiver og udbygger den centrale tekst, om Harry Potter-universet og om The Game of Thrones-verdenen i form af online leksika, karakteroversigter, kort og wikis.

Det kartografiske aspekt af fantasy kommer fx til udtryk ved, at titelsekvensen i hver episode af Game of Thrones udgøres af et animeret kort over denne series verden med fremhævelse af de steder, som er væsentlige i den pågældende episode. I fantasy-romaner er det en hyppigt forekommende ledsagende paratekst, at dens verden er gengivet som et kort. Det gælder fx George R.R. Martins romanforlæg til Game of Thrones-serien, og det gælder Tolkiens romaner. I et online, multiplayer fantasy-spil som World of Warcraft (2004-), hvor spilleren skal udføre quests, er rejsen gennem spillets enorme verden en form for interaktiv korttegning, idet kun de dele af denne verden, som spilleren har besøgt, bliver synlige for ham eller hende, og denne interaktive læseakt tager form af en udforskning. Fantasys sekundære univers kan inddrage læseren i form af en karakter eller avatar i et spil. Fantasy-rollespil (Sandvik & Waade 2006) kan være live i naturen, eller de kan være brætspil med terninger eller computerspil indenfor roleplaying games genren (RPGs, Computerspil). Gary Gygaxs & Dave Arnesons Dungeons & Dragons fra 1974 blev prototypen på senere spil, der både kunne blive digitale og online.

Fantasy muliggør mange fortællestrukturer, og en ofte genkommende er en quest (Campbell 1949), hvor fantasy-helten kaldes ud på en rejse og mission i det store fantasy-rum, hvor han eller hun skal løse opgaver, få hjælpere, kæmpe mod uhyrer, og vinde en skat eller eliksir, for at vende hjem med den og frelse sit eget rige. Denne cirkulære struktur genfindes i folkeeventyrenes hjemme-ude-hjem-struktur. Fantasy-questens ydre, samfundsmæssige eller universelle konflikt har sit modstykke i heltens indre, hvor han eller hun gennem erfaringer gennemløber en individuel, identitetsdannende modningsproces eller en form for dannelse i løbet af rejsen. Denne individuelle proces kan være smertefuld, både fysisk og mentalt. Lemlæstelse er et af trinene i Campbells quest-struktur. Frodo Baggins mister en finger, og Harry Potter har fået sit smertende lynformede ar i panden. Ved slutningen af deres quests står de tilbage som tragiske figurer med traumatiske oplevelser bag sig, men som mere fuldgyldige mennesker, der har opnået et mål, individuelt og for fællesskabet.

Det rumlige aspekt af en fantasy-tekst modsvares af et tidsmæssigt i receptionen af den. Når publikum skal rejse i sindet fra sin virkelige primære verden ind i fantasy-tekstens sekundære og uvirkelige univers, hvor man måske møder en drage, er der en tøven. Publikum skal bestemme sig for, om denne fantastiske skabning hører hjemme i virkelighedens verden, eller om den har sit eget separate univers (Todorov 1973: 41-45). Publikum oplever det fantastiske i den korte stund, som denne tøven varer. I denne tøven, hvori publikum skal forholde sig til sine kognitive skemaer, indgår en “willing suspension of disbelief”, hvor man midlertidigt som læser af fiktion skal ophæve sin tvivl eller mistro og udvise poetisk tro på fx det overnaturlige og på fantasiens skygger (Coleridge 1817/1930: 161).

Det vil være uretfærdigt over for fantasy-genren at påstå, at receptionen af den kun muliggøres ved, at man giver sig hen i den fantastiske sekundære verden og lader sin primære verden i stikken. Fantasy tilbyder en behandling af problematikker i den primære verden overført til det fantastiske. Fx kan Tolkiens Middle-earth fortolkes som en modernitetskritik, Rowlings Harry Potter-univers som en kritisk behandling af børns vilkår i dysfunktionelle familier – og deres modstandskraft (Riber Christensen 2009), og i Game of Thrones indgår en tematisering af klimaforandringer, kvinders stilling i et patriarkalsk samfund og flygtningeproblematik. Det er forbindelsen mellem de to verdener i fantasy, den primære og den sekundære, der udgør udfordringen for læseren. Til trods for sin fantastiske natur har den sekundære verden relevans i den primære, og de vidt forskellige former, som fantasy kan antage, kan forklares ud fra den primære verdens kulturhistoriske forhold.

Der er flere forskellige forskningstilgange til fantasy. Først og fremmest den narratologiske som hos Tolkien (1964) selv og hos Christopher Vogler (1992). Han behandler quest-fortællestrukturen på et arketypisk og jungiansk grundlag, og han er inspireret af Joseph Campbells mytekritik (1949). Jackson (1981) tager udgangspunkt i Tzvetan Todorovs (1973) strukturalistiske tilgang til det fantastiske, og hun kombinerer den med en psykoanalytisk vinkling. Ertløv Hansen (2009) fortsætter denne linje med en kognitionspsykologisk forståelse af fantasy. Gjelsvik & Schubart (2016) er kulturkritiske ud fra et feministisk ståsted, og Riber Christensen er også kulturanalytisk, men ud fra et socialpsykologisk ståsted (2016). Corneliussen & Rettberg (2008), Jenkins (2006) og Aarseth (1997) har deres tilgang til fantasy i henholdsvis det participatoriske og det ludiske.

(2018)

Supplerende læsning

Armitt (2005), Riber Christensen (2009a & 2011), Jackson (1981)

Reference

Armitt, Lucie (2005). Fantasy Fiction. An Introduction. (Continuum Studies in Literary Genre). New York: Continuum

Aarseth, Espen J. (1997). Cybertext. Perspectives on Ergodic Literature. Baltimore, M.D.: Johns Hopkins University Press

Boyer, Robert H. & Zahorski, Kenneth J. (red.) (1984). Fantasists on Fantasy. A Collection of Critical Reflections by Eighteen Masters of the Art. New York: Avon

Campbell, Joseph (1949). The Hero with a Thousand Faces. (The Collected Works of Joseph Campbell) Pantheon. (2. rev. udg. 1968 Princeton University Press, 3. rev. udg. 2008, New World Library, Novato, Calif.)

Coleridge, Samuel Taylor (1817/1930). Biographia Literaria. London: J.M. Dent (Mange genudg.)

Corneliussen, Hilde G. & Rettberg, Jill Walker (red.) (2008). Digital Culture, Play, and Identity. A World of Warcraft Reader. Cambridge, Mass.: MIT Press

Ertløv Hansen, Ole (2009). “Fantasy - A Cognitive Approach.” I: Riber Christensen, Jørgen (red.). Marvellous Fantasy. Ålborg: Aalborg Universitetsforlag, s. 221-230

Fowkes, Katherine A. (2010). The Fantasy Film. Hoboken, N.J.: Wiley-Blackwell

Gjelsvik, Anne & Schubart, Rikke (red.) (2016). Women of Ice and Fire. Gender, Game of Thrones and Multiple Media Engagements. New York / London: Bloomsbury

Jackson, Rosemary (1981). Fantasy. The Literature of Subversion. London: Routledge (Genoptr. 2003)

Jenkins, Henry (2006). Fans, Bloggers and Gamers – Exploring Participatory Culture. New York: New York University Press

Marin, Louis (1993). “Frontiers of Utopia: Past and Present.” Critical Inquiry, 19, no. 3. (Spring 1993), s. 397-420

Riber Christensen, Jørgen (red.) (2009a). Marvellous Fantasy. Ålborg: Aalborg Universitetsforlag

Riber Christensen, Jørgen (2009b). “Certain Regressive Tendencies in Rowling and Tolkien.” I: Riber Christensen, Jørgen (red.). Marvellous Fantasy. Ålborg: Aalborg Universitetsforlag, s. 45-57

Riber Christensen, Jørgen (2011). “Fantasygenren og dens udvikling”. Kritik, Nr. 202, s. 10-20

Riber Christensen, Jørgen (2016). “Psykoanalyse og Harry Potter and the Philosopher's Stone.” I: Riber Christensen, Jørgen og & Ledet Christiansen, Steen (red.). Filmanalyse. Århus: Systime Academic, s. 74-82

Sandvik, Kjetil & Waade, Anne Marit (2006). Rollespil - i æstetisk, pædagogisk og kulturelt perspektiv. Fotos v. Klaus Thestrup. Århus: Aarhus Universitetsforlag

Todorov, Tzvetan (1973). The Fantastic. A Structural Approach to a Literary Genre. Overs. af Richard Howard. New York: Cornell University Press (Genoptr. m. nyt forord af Robert Sholes, 1975) (Fr. Orig. Introduction à la littérature fantastique, 1970) (Da. Overs. 1989)

Todorov, Tzvetan (1989). Den fantastiske litteratur: en indføring. Overs. af Jan Gejel. Århus: Klim. (2. udg. med efterskrift af Jacob Bøggild, 2007)

Tolkien, J.R.R. (1964). “On Fairy-Stories.” I: Tree and Leaf. London: George Allen & Unwin (Udv. udg. af On Fairy-Stories m. kommentarer og noter v. Verlyn Flieger og Douglas A. Anderson. London: HarperCollins, 2008, genoptr. 2014)

Vogler, Christopher (1992). The Writer's Journey. Mythic Structure for Storytellers and Screenwriters. London: Michael Wiese Productions (2. udg. 1999. 3. udg. 2007)