Fakta

Selve ordet “fakta” er iflg. ODS (1922) flertal af faktum, og den sproghistoriske rod går tilbage til det latinske factum, som oprindelig betyder handling eller dåd. Men betydningen i moderne sprogbrug bliver ifølge ODS meget tidligt “noget hvis virkelighed er fastslået gennem iagttagelse eller ved fuldgyldigt vidnesbyrd” – en accepteret kendsgerning med andre ord. Ordets betydning i både fagsprog og daglig tale er altså meget klar og skarp: det er noget, alle accepterer som uomtvisteligt sandt, det er det modsatte af fup. Fup eller fakta indgår da også i mange mediegenrer og lege, og genrer som fake news, mockumentaries og kontrafaktiske historiske film sætter faktabegrebet i relief.

Men hvis fakta som ord og begreb synes klart og skarpt afgrænset, så bliver fakta som overbegreb for en lang række underliggende mediegenrer straks mere komplekst. Som mediebrugere er vi alle klar over, at der er forskel på fakta og fiktion, og at faktagenrer tilstræber at fortælle os sandheden og dokumentere kendsgerninger om det emne, de tager op. Men fiktionen kan unægtelig også gøre os klogere på og give os indsigt i virkeligheden. Mange fiktive historier er desuden baseret på virkelige begivenheder, selvom de ikke nødvendigvis lever op til de samme dokumentationskrav, som fakta formodes at gøre. Man kan derfor hævde, at fakta og fiktion er to, delvist forskellige, retoriske, narrative og stilistiske måder at formidle virkeligheden på. Desuden vil modtageren ofte forbinde fiktion og fakta til virkeligheden på en forskellig måde. Den institutionelle ramme og kontekst omkring fakta og fiktion er også forskellig. Fakta er juridisk og institutionelt stærkere reguleret end fiktionen, som har stor kreativ frihed. Specielt hvis vi kigger på den del af fakta, som knytter sig til nyhedsjournalistik, er fakta ganske regelstyret og juridisk reguleret – både for at sikre den journalistiske kvalitet og for at sikre journalistikkens frihed.

For at forstå de genremæssige forskelle mellem fiktion og fakta og mellem de forskellige fakta-genrer er det ikke nok at se på stilistisk-retoriske faktorer eller på den institutionelle kontekst. Vi er nødt til at fokusere på, hvordan vi kognitivt og emotionelt fungerer, når vi udsættes for fakta og fiktion. Allerede sprogforskeren John Searle (1975) talte om fiktion som udsagn om den virkelige verden, selvom de var en slags kreativ, avanceret og accepteret form for ‘løgn’. Filmforskere som Edvard Branigan (1992) og Carl Plantinga (1997) har i forlængelse af dette peget på, at forskellen mellem fakta og fiktion ikke så meget ligger i, at den første beskæftiger sig med virkelighed, sandhed og objektivitet, den anden ikke, men i måden, hvorpå relationen til virkeligheden etableres. I fiktionen er referencen til vores fælles virkelighed mere åben og ikke determineret, og som modtagere skal vi arbejde mere med, hvordan forholdet er mellem historien og den virkelighed, den refererer til. Ved fakta er referencen til en specifik virkelighed og til personer, steder og sagsforhold i udgangspunktet lagt mere fast, og fortolkningen og oplevelsen starter dermed fra et andet punkt.

Men at måden, fiktion og fakta refererer til virkeligheden på, starter to forskellige steder, betyder ikke, at der ikke er ligheder mellem de kognitive og emotionelle funktioner hos modtageren. Hovedsynspunktet i moderne kognitiv teori er, at vores opfattelse af verden er kropsliggjort, dvs. forankret i den måde, krop og bevidsthed arbejder sammen på (Rosch, Thompson & Varela 1991). Samtidig er det en vigtig pointe, at både krop og bevidsthed på mange måder påvirkes og udvikles ved et samspil med samfund og kultur. En hovedpointe hos kognitive sprogforskere som George Lakoff og Mark Johnson (1980) er således, at vores sprog og dermed også vores medieoplevelser er styret af metaforer og skemaer. De er ikke statiske, men konstant under udvikling; de udgør meget stærke strukturer i vores oplevelse, og de går på tværs af fiktion og fakta. Det er ikke sådan, at vi kobler vores følelser eller vores evne til at forstå verden narrativt fra, når vi ser fakta. Begge dele får måske større medløb i fiktion, men de er til stede og spiller en rolle i fakta. Der er derfor heller ikke på forhånd nogen virkemidler, som er fiktive, og nogen, der er faktuelle. Men der er klart forskel på, hvilke virkemidler der typisk anvendes i fakta og i fiktion, alt efter hvilken fakta-undergenre, vi taler om. I det hele taget har kognitionsforskere som fx Lakoff og Johnson (1980) og Damasio (1994) peget på, at sondringen mellem følelser og fornuft, som ofte gennemsyrer diskussionen af fiktion og fakta, er et grundlæggende problem i vores forståelse af mennesker, kommunikation og samfund. De to sider arbejder altid sammen og kan ikke skarpt adskilles, vores krop og hjerne er tæt forbundne, både når vi ser/hører/læser fakta og fiktion. Som Damasio formulerer det: “Følelser er ikke en luksus. De tjener som interne guider, og de hjælper os med at kommunikere signaler til andre, som også kan guide dem” (Damasio 1994: xiii-xv, Bondebjerg 2014).

Fakta er grundlæggende en informativ og oplysende form for mediekommunikation, og grundlæggende er fakta baseret på påstande og argumenter om forhold, som direkte findes i vores samtid eller i en defineret historisk kontekst. Men fakta udelukker jo ikke kreativitet og stilistiske virkemidler, som fremmer vores indlevelse i eller oplevelse af de argumenter om virkeligheden, som fremlægges. Den engelske dokumentarismes grundlægger John Grierson kaldte netop i 1930’erne dokumentarismen for ‘creative treatment of actuality’ (Grierson 1933, 1964, Bondebjerg 2008), og han argumenterede for brugen af symboler, musik og narrative strukturer som en del af dokumentarismens fremlæggelse af virkeligheden. Faktaprogrammer og faktatekster er på mange måder lige så mangfoldige som fiktive tekster: i den ene ende finder vi meget objektive retoriske former som fx videnskabelige artikler og rapporter, i den anden ende finder vi fx essays, dagbøger og memoirer, som i højere grad er baseret på en subjektiv tilgang og erfaring. På samme måde kunne man rangere fx avisernes genrer, ligesom tv-fakta og dokumentarisme rummer meget forskellige former. Faktagenrer kan ikke defineres som skarpt afgrænsede undergenrer, de er snarere en slags prototyper med overlappende og åbne grænser, hvor virkemidler ofte flyder ind over grænserne.

Ligesom der findes fiktion, hvor narrativitet både spiller en stærk rolle og ikke spiller så stærk en rolle, kan man på samme måde tale om vekslende grader af retoriske og narrative virkemidler i fakta. Peter Harms Larsen taler således i sin beskrivelse af nyheder og faktaprogrammer om varierende kombinationer af retorisk fremdrift og dramatisk fremdrift (Harms Larsen 2003). Selv i længere nyhedsindslag kan man finde et meget stærkt samspil mellem fornuft og følelse, mellem argumenter og menneskelige dramaer. En af de hyppigste måder at illustrere forholdet mellem fakta og fiktion er fx at pege på, at nyhedstrekanten illustrerer, hvordan fakta altid starter med konklusionen og så bygger argumenterne for den, mens fiktionen bygger på en narrativ spændingskurve, der er omvendt. Men selvom denne modsætning kan være rigtig ved visse faktagenrer, er narrative elementer og helt andre måder at bygge nyheder op på også almindelige, fx i human interest-historier. Samtidig bringer vi som modtagere altid vores følelser, vores interesse for og identifikation med andre mennesker og vores evne til at danne historier med – selv når vi ser eller læser nyheder og anden fakta.

(2017)

Forfatter Ib Bondebjerg
Supplerende læsning

Harms Larsen 2003, Bondebjerg 2014

Reference

Bondebjerg, Ib (2008). Virkelighedens fortællinger. Den danske tv-dokumentarismes historie. Frederiksberg: Samfundslitteratur

Bondebjerg, Ib (2012). Virkelighedsbilleder. Den moderne danske dokumentarfilm. Frederiksberg: Samfundslitteratur

Bondebjerg, Ib (2014). “Documentary and Cognitive Theory: Narrative, Emotion and Memory.” Media and Communication, 2 (1), s. 13-22. Tilgængelig fra <https://www.academia.edu/6626837/Documentary_and_Cognitive_Theory_Narrative_Emotion_and_Memory>

Branigan, Edward (1992). Narrative Comprehension and Film. London: Routledge

Damasio, Antonio R. (1994). Descarte’s Error. Emotion, Reason and the Human Brain. New York: Avon Books

Grierson, John (1933). “The documentary producer”. Cinema Quarterly, 2 (1), Autumn 1933, s. 7-9

Grierson, John (1964). “Dokumentarismens grundprincipper.” Overs. af Rigmor Brandt. I: Monty, Ib & Piil, Morten (red.). Se det er film. Bd. 1. København: Fremad, s. 107-122 [Orig. “First Principles of Documentary.” Grierson on Documentary. Red. af Forsyth Hardy. London: Collins. 1946]

Harms Larsen, Peter (2003). De levende billeders dramaturgi. Bd. 2. TV. København: DR

Lakoff, George & Johnson, Mark (1980). Metaphors We Live By. Chicago: University of Chicago Press

ODS (1922). “Faktum” Ordbog over det danske sprog. Bd. 4 (1922). København: Gyldendalske Boghandel &lt:http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=Faktum>

Plantinga, Carl R. (1997). Rhetoric and Representation in Nonfiction Film. Cambridge: Cambridge University Press

Rosch, Eleanor; Thompson, Evan & Varela, Francisco (1991). The Embodied Mind: Cognitive Science and Human Experience. Cambridge, Mass.: The MIT Press

Searle, John R. (1975). “The Logical Status of Fictional Discourse.” New Literary History, 6 (2), s. 319-332 [Genoptr. i Searle, John R. (1979). Expression and Meaning. Studies in the Theory of Speech Acts. Cambridge University Press: Cambridge / New York, s. 58 - 75]