Dogme 95

Dogme 95 er på alle måder exceptionel i nyere dansk filmhistorie i form af sin kollektive karakter, kvaliteten af filmene og den overraskende internationale bevågenhed, som filmene skabte. Den akademiske behandling af Dogme 95 har været omfattende, også internationalt. Således har Dogme 95 været taget under behandling i artikler og bøger (Christensen 2004; Schepelern 2005; Hjort & Mackenzie 2008; Langkjær 2012), samt i monografier om enkeltstående film såsom Festen (Thompson 2013) og Italiensk for begyndere (Hjort 2010). Ligeledes nævnes Dogme 95 i bøger om international filmhistorie (Bordwell & Thompson 2009: 703-704; Cook 2016: 452-454), herunder som en parallel til independent film i USA (Christen & Blanchet 2008: 487ff).

Dogme 95 kan betragtes som en filmisk bevægelse og et koncept, der med små budgetter søgte et nyt filmisk udtryk, og som samtidig etablerede et brand, der understøttede en global distribution. Dette gælder særligt de ti danske dogme-film, der fik premiere i perioden 1998-2004, hvoraf mange blev nomineret til og vandt en lang række danske og internationale priser, mens de mange ikke-danske dogme-film står svagt, dog med Harmoni Korines Julien Donkey-Boy (1999) som en nævneværdig undtagelse. Dogme 95 blev aldrig støttet af Det Danske Filminstitut, som af principielle grunde ikke ville bevilge en kollektiv finansiering. I stedet trådte DR til og finansierede – mod at opnå tv-visningsrettigheder – de fem første danskproducerede film i samarbejde med produktionsselskaberne Zentropa og Nimbus Film.

Hovedidémanden og drivkraften bag projektet var Lars von Trier (f. 1956), der sammen med Thomas Vinterberg (f. 1969) formulerede de to tekster, der tilsammen udgør “Dogme 95”, henholdsvis manifestet (“Manifesto”) og de ti dogmeregler (“Kyskhedsløftet”), ligesom de to instruktører sammen med Kristian Levring (f. 1957) og Søren Kragh-Jacobsen (f. 1947) var medunderskrivere på de Dogme 95-certifikater, der optræder i begyndelsen af dogmefilme. De fire instruktører gik også forrest, da de hver skrev og instruerede en af de fire første dogme-film. Mens manifestet formulerer et mere principielt opgør med en stivnet filmkunst, angår de ti dogme-regler overvejende produktionstekniske forenklinger: Locations skal være autentiske, lyd og billede skal optages samtidigt, kameraet være håndholdt, og der skal primært bruges forhåndenværende lys. Optisk efterarbejde er forbudt, ligesom historierne ikke må fremvise ‘overfladisk action’. Filmene skal foregå her og nu samt afholde sig fra genrer, særligt som de praktiseres i Hollywood. Kyskhedsløftets krav om Academy 35mm som format blev senere afskrevet til fordel for digital video.

Som med alle regler og selvpåførte dogmer gælder det, at de skal frisætte kunstneren, og selvom de danske dogme-film synes at være fælles om en stilsignatur (som Trier havde udviklet i tv-serien Riget fra 1994 samt Breaking the Waves fra 1996), er der alligevel en række forskelle filmene imellem. Den sidste af dogme-reglerne byder tilmed, at instruktøren ikke må krediteres. Alligevel sætter flertallet af instruktørerne (heraf fire kvindelige) sig igennem i filmene i form af tema og stil, ligesom genrer sniger sig ind. Således benyttes folkekomedie hos Lone Scherfig (Italiensk for begyndere, 2000) og Natasha Arthy (Se til venstre, der er en svensker, 2003), humanistisk socialrealisme hos Søren Kragh-Jacobsen (Mifunes sidste sang, 1999) og Annette K. Olesen (Forbrydelser, 2004), psykologisk realisme hos Ole Christian Madsen (En kærlighedshistorie, 2001) og forskellige varianter af art-film koblet til naturalisme, komedie og kongedrama hos henholdsvis Thomas Vinterberg (Festen, 1998), Lars von Trier (Idioterne, 1998) og Kristian Levring med hans engelsksprogede The King is Alive (2000). Endeligt benyttes en blanding af psykologisk realisme og fantastik hos Åke Sandgren (Et rigtigt menneske, 2001) samt art-film, psykologisk realisme og familiemelodrama hos Susanne Bier (Elsker dig for evigt, 2002).

Som sådan revitaliserer de danske dogmefilm, der med en enkelt undtagelse alle er dansksprogede, genrer i en lang dansk filmtradition. De kom med et frisk art-film-touch på et tidspunkt, hvor der nok var grøde i dansk film, men hvor der var langt mellem de træfsikre fortællinger med både vilje og evne til at udfordre og forføre sit publikum. Ligeledes fungerede Dogme 95 som en måde at gøre en lille nations filmkultur global på, en internationalisering af dansk film, som stadig pågår.

(2018)

Forfatter Birger Langkjær
Supplerende læsning

Christensen 2004, Hjort & Mackenzie 2008, Langkjær 2012, Schepelern 2005

Reference

Bordwell, David & Thompson, Kristin (2009). Film History: An Introduction. 3. udg. New York: McGraw-Hill [4.udg. sommeren 2018.]

Christen, Thomas & Blanchet, Robert (red.) (2008). New Hollywood bis Dogma 95. Einführung in die Filmgeschichte. Bd. 3. Marburg: Schüren

Christensen, Ove (red.) (2004). Nøgne billeder – De danske dogmefilm. Holte: Medusa

Cook, David A. (2016). A History of Narrative Film. 5. udg. New York: W.W. Norton

Hjort, Mette (2010). Lone Scherfig’s Italian for Beginners. Seattle: University of Washington Press / København: Museum Tusculanum

Hjort, Mette & Mackenzie, Scott (2008). Purity and Provocation: Dogma 95. London: BFI

Langkjær, Birger (2012). “Dogme 95: Mellem realisme, genrefilm og art film.” I: Realismen i dansk film. København: Samfundslitteratur, s. 429-431

Schepelern, Peter (2005). “Film according to dogma. Restrictions, obstructions and liberations.” I: Nestingen, Andrew K. & Elkington, Trevor Glen (red.). Transnational Cinema in a Global North: Nordic Cinema in Transition. Detroit: Wayne State University Press

Thomson, C. Claire (2013). Thomas Vinterberg’s Festen (The Celebration). Seattle: University of Washington Press / København: Museum Tusculanum