Celebrities

I nutidens mediekultur er en celebrity typisk en berømt person, som via medierne er kendt for en kombination af sin personlighed og sin profession. Det kan være inden for fx politik og erhvervsliv, kunst og kultur, sport og videnskab.

Man kan opdele celebrities og deres berømmelse i tre typer (Rojek 2001): 1) Den tilskrevne berømmelse er, når personen er kendt i kraft af en familierelation og ikke egne meritter, som fx via kongehusets arvefølge. 2) Den meriterede berømmelse tager afsæt i en profession eller noget, man har præsteret. Det kan fx være forskere, iværksættere, sportsfolk, forfattere, musikere, politikere, filmstjerner, bloggere, influenter eller youtubere. Den meriterede berømmelse kan både gælde den første mand på månen og en massemorder, så det kan både være positivt og negativt. 3) Den kortvarige berømmelse er baseret på en intens medieeksponering i en afgrænset periode (og ikke merit eller arv). De personer kaldes for celetoider,som fx omfatter deltagere i et populært reality-gameshow, der bliver berømte, mens showet kører, men derefter forsvinder i glemslen (Rojek 2001).

Berømmelse følger naturligt med særlige medieeksponerede professioner, som har global rækkevidde: Det kan være statsoverhoveder i magtfulde lande som fx Vladimir Putin eller popstjerner som Beyonce. Alligevel er berømmelse også bundet af det samfund og den kultur, man tilhører, ligesom fx alder, uddannelse og fritidsinteresse kan være bestemmende for, hvem der opfattes som en relevant celebrity i forskellige mediekredsløb. Hvor populære vloggere (videobloggere) indenfor fx komedie og gaming opsøges på YouTube, så holder litteraturelskere øje med den kendte favoritforfatter til litteraturfestivaler og på litterære blogs, og den politisk interesserede følger stjernejournalisten og den højtprofilerede politiker på Twitter. Mens en berømt filmstjerne i Kina eller Indien ikke har samme status i den vestlige verden som i hjemlandet, så er berømtheden i lokalsamfundet – en ‘localebrity’ (Williams 2016) – typisk ikke en del af den nationale mediekultur.

Forskning i celebrities kan opdeles i fire tilgange:

1) Cultural Studies-tilgangen med fokus på celebrities og deres funktion inden for fx kultur (Dyer 1979, Stacey 1994) eller politik (Wheeler 2013, Corner & Pels 2003, van Zoonen 2004);

2) Analyser af celebrities som et professionelt fremstillet industrielt produkt (Wasko 2003, McDonald 2013, Marshall 1997);

3) Forfaldsperspektivet med afsæt i Frankfurterskolen (Rojek 2012, Boorstin 1962);

4) Den generelt historiske, (medie)sociologiske undersøgelse af, hvilken rolle celebrities har i det moderne mediesamfund (Braudy 1997, van Krieken 2012).

1) Cultural Studies-tilgangen undersøger celebrities inden for især kulturelle og politiske områder, fx celebrities’ funktion som ressource, som rollemodel og som et kulturelt/politisk tegn i tiden (Stacey 1994, Dyer 1979). Filmforskeren Richard Dyer definerer filmstjernens image ved hjælp af fire dimensioner: a) Den første er karisma, dvs. en udefinerbar egenskab (inspireret af sociologen Max Webers teori). b) Den anden er autenticitet, dvs. at kunne fremstå oprigtig på trods af at være en films kommercielle attraktion. Denne dimension er forbundet til c) den tredje, der omfatter den paradoksale kombination af at være ordinær og ekstraordinær på samme tid for at kunne fremstå både speciel og alligevel en person, som modtageren kan identificere sig med. d) Den fjerde er det synliggjorte overdrevne og luksuriøse forbrug som dokumentation for succes og anerkendelse (Dyer 1979).

I Dyers optik er filmstjernens image (og i forlængelse heraf også andre typer af celebrities) en kombination af disse dimensioner. Samtidig er et image altid en tværmedial konstruktion, som består af berømthedernes samlede medierede repræsentationer som fx både de film, de spiller med i, filmens promotion og pr-materiale foruden fx magasinpressen og de tabloide mediers dækning (Dyer 1979). I dag inkluderer det også en performance på de sociale medier (Marshall 2010).

Cultural Studies-tilgangen består af to centrale tilgange: Der er for det første den konkrete analyse af repræsentation af specifikke celebrities i tværmedialt funderede medietekster. Og for det andet den empiriske kvalitative forskning af modtagerens oplevelse, hvor det handler om modtagerens brug af celebrities – fx som en ressource, der kan give dem handlingsanvisninger i hverdagslivet (Stacey 1994) eller i forbindelse med fankultur (Duffett 2013).

2) Industriel produktion af celebrities blev sat i system i filmindustrien, hvor stjernens image skabes af specialiserede professionelle for at fremme identifikation og sælge film via promotion og PR (McDonald 2013 og Wasko 2003). Filmstjernens image fungerer som en markør for genre og filmtype. Publikum vil dog altid være den ultimative dommer, som afgør, om ‘produktet’ er en succes, fordi det måles på antallet af solgte biografbilletter.

Den professionelle promovering af kendte personer forekommer ikke kun i kulturindustrien, men er også et vilkår for politikere, topchefer i erhvervslivet og kongehuset. Hvis en celebrity ikke skaber identifikation eller har relevans for modtagerne, opnås hverken en høj stemmeprocent for politikeren eller et godt image for virksomheden (Marshall 1997, van Zoonen 2004).

3) Forfaldsperspektivet har afsæt i Frankfurterskolens kritik af populærkulturen (Adorno & Horkheimer 1944) og betragter i forlængelse heraf celebritykulturen som en slags forførelse af massepublikummet. Celebritykulturen tilbyder publikum en identifikation med noget, der er ‘større’ end dem selv og fratager dem muligheden for at kunne forholde sig kritisk (Rojek 2012). Hverken Frankfurterskolen eller Rojek tager imidlertid højde for den empiriske forskning, som dokumenterer, at modtagere ikke automatisk oplever populærkulturen på samme måde og heller ikke uden forhandling overtager det synspunkt, som det fremstilles i medierne (Gamson 1994). Et beslægtet forfaldsperspektiv på celebrities findes hos Daniel Boorstin (Boorstin 1962), som ser celebrityen som en pseudoevent – dvs. en berømmelse, som er hul og kun båret frem af promotion og PR uden at have andet at byde på. En celebrity er, ifølge Boorstin, “mest kendt for sin kendthed” (Boorstin 1962), og dermed betragtes celebritykulturen som et lukket kredsløb, som ikke har relation eller betydning i den virkelige verden. Den medievidenskabelige empiriske forskning peger dog på det modsatte ved at påvise, at modtageren også kan være en kritisk læser af celebrity-fremstillinger (Gamson 1994), og at modtageren kan bruge celebrities som ressource og ikke kun til inspiration til forbrug (Stacey 1994).

4) Den historiske og mediesociologiske tilgang er fx Leo Braudys kulturhistoriske undersøgelse af berømte individer fra Alexander den Store frem til i dag (Braudy 1997). Braudy pointerer, at det altid har været vigtigt for dem, der sad på magten at synliggøre og dermed legitimere deres status i samtiden og samtidig sikre sig et eftermæle og dermed udødelighed. Filmindustrien i Hollywood etablerer grundstenen til den moderne celebritykultur, hvor det er filmindustrien, der skaber filmstjernens image, og hvor modtagerens identifikation er et centralt omdrejningspunkt. Den massive mediedækning af specifikke individer betyder, at filmstjerner (og dermed også celebrities både i den politiske og den kulturelle offentlighed) er personer, som vi er fælles om, og derfor får de en markant gennemslagskraft i både kultur og samfund.

Internettet og særligt de sociale medieplatforme har givet nye muligheder for, at almindelige mennesker kan skabe sig deres egen berømmelse som en såkaldt ‘microcelebrity’ (Senft 2008). En microcelebrity er en person, som gennem sin praksis via online performance på fx YouTube eller Instagram skaber et image og en fanskare gennem sin selviscenesættelse med regelmæssige opdateringer og kommunikation med sine følgere. Hvis microcelebrities har et markant antal af følgere, bliver de en del af en opmærksomhedsøkonomi (Marwick 2015, Khamis m.fl. 2017) og betragtes som influenter. Influenter kan, hvis de har mange følgere, bruge deres sociale medieprofil som deres profession, fordi de bliver interessante for firmaer at indgå sponsorerings- og promoveringssamarbejde med (Abidin 2018). Det meste berømte eksempel på en celebrity, som er ‘selvskabt’ via de sociale medier er PewDiePie (Felix Kjellberg), der oprindeligt blev populær for ‘Let’s Play’-videoer (om computerspil). Han har i dag mere end 65 mio. abonnenter på sin YouTube-kanal og er berømt også udenfor YouTube. De sociale medier er også blevet væsentlige for veletablerede og meriterede celebrities, som fx filmstjerner og politikere, fordi det giver mulighed for at vedligeholde sit allerede etablerede image og samtidig have direkte adgang til fans og følgere (Marwick 2015).

(2019)

Supplerende læsning

Dyer 1979, Haastrup 2018, Haastrup 2017, Marwick 2015, Rojek 2001

Reference

Abidin, Crystal (2018). Internet Celebrity: Understanding Fame Online. Bingley: Emerald Publishing

Adorno, Theodor & Horkheimer, Max (1944). Dialektik der Aufklärung. Philosophische Fragmente. [Rev. udg. 1947] [Da. overs. 1972/1993]

Adorno, Theodor & Horkheimer, Max (1972/1993). Oplysningens dialektik. Filosofiske fragmenter. Overs. af Per Øhrgaard. København: Gyldendal [1. udg 1972. 2. rev. udg. 1993; med forord af Jørgen Dehs.]

Boorstin, Daniel (1962). The Image: A Guide to Pseudo-events in America. New York: Harper and Row [Genoptr. 1997]

Braudy, Leo (1986). The Frenzy of Reknown. Fame and Its History. Oxford / New York: Oxford University Press [Genoptr. 1997: New York: Vintage]

Corner, John & Pels, Dick (red.) (2003). Media and the Restyling of Politics. Consumerism, Celebrity and Cynicism. London / Thousand Oaks, Calif.: Sage

Duffett, Mark (2013). Understanding Fandom: An Introduction to the Study of Media Fan Culture. New York / London: Bloomsbury Academic

Dyer, Richard (1979). Stars. London: BFI Publishing [Rev. udg. 1998, med et ekstra kapitel ved Paul Macdonald]

Gamson, Joshua (1994). Claims to Fame. Celebrity in Contemporary America. Los Angeles: University of California Press

Haastrup, Helle Kannik (2017). “Når Iron Man opdaterer sin Facebook-profil: Den personliggjorte filmpromotion.” I: Waade, Anne Marit & Stougaard Pedersen, Birgitte (red.). Kreativ markedskommunikation. Århus: Systime

Haastrup, Helle Kannik (2018). “Celebrityteori.” I: Schantz Lauridsen, Palle & Svendsen, Erik (red.). Medieteori. København: Samfundslitteratur, s. 298-313

Khamis, Susie; Ang, Lawrence & Welling, Raymond (2017). “Self-branding, ‘micro-celebrity’ and the rise of Social Media Influencers.” Celebrity Studies, 8 (2), s. 191-208

Marshall, P. David (1997). Celebrity and Power. Fame in Contemporary Culture. Minneapolis: University of Minnesota Press

Marshall, P. David. (2010). “The promotion and presentation of the self: celebrity as marker of presentational media”. Celebrity Studies, 1:1, s. 35-48

Marwick, Alice E. (2015). “Instafame: Luxury Selfies in the Attention Economy.” Public Culture, 27, s. 137-160

McDonald, Paul. (2013). Hollywood Stardom. Malden, Mass. / Oxford: Wiley Blackwell

Rojek, Chris (2001). Celebrity. New York: Reaktion

Rojek, Chris (2012). Fame Attack. The Inflation of Celebrity and Its Consequences. London: Bloomsbury Academics

Senft, Theresa M. (2008). Camgirls: Celebrity and Community in the Age of Social Networks. New York: Peter Lang

Stacey, Jackie (1994). Star Gazing. Hollywood Cinema and Female Spectatorship. Abingdon / New York: Routledge

van Krieken, Robert (2012). Celebrity Society. London: Routledge [2. udg. Celebrity Society. The Struggle for Attention. 2019]

van Zoonen, Lisbet (2004). Entertaining the Citizen: When Politics and Popular Culture Converge. London: Rowman & Littlefield

Wasko, Janet (2003). How Hollywood Works. Los Angeles / London: Sage

Wheeler, Mark (2013). Celebrity Politics. Contemporary Political Communication. Cambridge: Polity

Williams, Rebecca (2016). “Localebrities, adopted residents, and local characters: audience and celebrity in a small nation.” Celebrity Studies, 7 (2), s. 154-168