Radiodrama

Radiodrama blev i 1937 etableret med Afdelingen for dramatiske og litterære udsendelser med magister Hans Werner som chef. Det skete som led i reorganiseringen af Statsradiofonien i 1937. Indtil da bestod dramaproduktionen hovedsagelig af hørespil inden for et klassisk dansk teaterrepertoire. Fornyelsen efter reorganiseringen bestod navnlig i, at dele af det nationale stof blev erstattet af nordisk og europæisk dramatik. Under besættelsen blev Statsradiofonien udsat for et pres for at øge andelen af nazivenlig dramatik, men det lykkedes at holde det samlede antal rent tyske stykker nede på under ti i løbet af de fem besættelsesår. En af de helt store succeser i disse år var i øvrigt Tavs Neiiendams Mordets Melodi fra 1943 – det indtil nu mest populære hørespil, der er blevet genudsendt 12 gange.

Med indførelsen af magnetbåndteknikken omkring 1950 ændredes mulighederne for radiodramaet væsentligt. Dels behøvede de medvirkende ikke længere at være fysisk til stede under udsendelsen, hvilket gav større frihed i brugen af bestemte skuespillere, dels blev der mulighed for at tage enkelte scener om og senere klippe dem ind. I det hele taget forbedredes den tekniske standard betragteligt efter 2. verdenskrig, og det blev muligt at eksperimentere med lyd og at arrangere dramatiske forløb akustisk på et langt mere avanceret niveau. Dertil kom, at den efterfølgende ledelse, først Henning Rohde (1950-1952) og siden Felix Nørgaard (1952-1963), opbyggede en afdeling med stor kunstnerisk og administrativ kompetence. Repertoiret blev yderligere udvidet med moderne nordisk og international dramatik, og der blev plads til det mere bredt appellerende, bl.a. i form af krimiserierne Gregory-mysteriet (1954) og Siva-skriget (1956) sammen med mere avancerede stykker af bl.a. Beckett, Enetime (1961) og Næsehornet (1963) af Ionesco, men også til yngre danske modernister som Leif Panduro, Ernst Bruun Olsen og Leif Petersen.

Hvor man i begyndelsen af 1950’erne havde et repertoire, hvor op imod 75 % blev hentet fra teatret, var situationen 10 år senere, at 75% af radiodramatikken var blevet skrevet direkte til radiomediet. Denne tendens blev yderligere forstærket af Jørgen Claudi, der tiltrådte som chef for afdelingen i 1963. Under ham og senere Henning Pade frem til midten af 1970’erne blev der udfoldet betydelige anstrengelser for at skabe en radiodramatik på radiomediets særlige betingelser, en tendens, der er fortsat frem til i dag, dog under stadigt forringede økonomiske vilkår. I denne periode blev radioen en “rugekasse” for unge dramatikere.

I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne flyttede den mediebevidste avantgarde, bl.a. Per Højholt og Svend Åge Madsen, og senere arbejderrealismen ind i radioteatret og beviste igen, at scenen var en af tidens mest lydhøre og eksperimenterende.

Sin storhedstid – programmæssigt og til dels også lyttermæssigt – havde radiodramatikken i årene 1950-1975. I takt med konkurrencen fra andre medier og kanaler blev det nationale radioteater sat under pres. Fokus på lyttertal, skærpede konkurrencekrav (mindst 50% af radioteatrets repertoire skulle være “kvalitetsunderholdning”) og mindre økonomi førte gennem 1980’erne til en satsning på de sikre radiofoniske genrer og formater, som både kunne indfange lytterne og give fælles oplevelser. Der går således en lige linje fra Sivaskriget, der i 1950’erne lagde gaderne øde, til Poul Henrik Trampes Stemmer der dræber (1980), den sidste rigtigt store, publikumssamlende krimiserie. I samme periode fik radiodramaet dog også en tendentielt individorienteret og subjektiv orientering.

Da Sigvard Bennetzen i 1993 overtog Radioteatret, genindførtes talentscenen og genrevariationen blev gradvist større: Nye dramatikertalenter blev inviteret indenfor med det mål at føre scenen “ajour med det skrivende talent”. Der blev plads til en generation af dramatikere, bl.a. Line Knutzon, Erling Jepsen og Morti Vizki, som hyldede det ironiske og det absurde. Vizki og instruktøren Henrik Sartou leverede et af periodens hovedværker, det lydligt eksperimenterende Egernet tilbage til haven (1995).

Omkring årtusindskiftet trak det politiske og det dokumentariske teater igen ind på Radioteatret, som samtidig skiftede navn til Radiodrama og flyttede kanal fra P1 til P2. Navne som Claus Bech-Nielsen, Christian Lollike og Daniel Wedel leverede nye bud på det mediespecifikke drama. Mens Bech-Nielsen leverede samfunds-dystopier, og Lollike kommentarer til tidens terrorangreb, søgte Daniel Wedel det virkelighedsnære med sine improvisatoriske dokumentarfiktioner.

Radiodrama mistede dog fortsat terræn, og i 2007 medførte det noget nær nedlukning af scenen, som leverede radioens dyreste produktioner. Lukningstruslen førte til voldsomme publikumsprotester og Dansk Blindesamfund markerede sin holdning ved at nedlægge prisen for årets bedste radiodrama, Hørespilsprisen.

Nedskæringerne førte til redaktionel sammenlægning med TV drama-redaktionen, og fra 2008 til en skarp satsning på podcast, serieformater og også på en realistisk udtryksform inspireret af den journalistiske dokumentargenre. Dramadoc er blevet et varemærke for det radiofoniske nationalteater, som er på vej tilbage i lytternes bevidsthed og igen vinder priser ved europæiske radiokonkurrencer. I 2015 fik Efter Fyringerne således en Prix Italia.

Sammenlægningen af fiktions-afdelingerne førte som noget nyt til drama på flere platforme: Radioserien Sommer (2008) begyndte hvor tv-serien af samme navn (Sommer, 2008) sluttede og tv-serien Borgen (2010) havde parallelt et radiodrama-spor, Udenfor Borgen (2010), og desuden et webunivers med nyheder og baggrundsstof.

Satsningen på serieformatet i 2008 var til dels foranlediget af den generelle bevægelse mod kortere formater og indslag i radioens sendeflade. I mange år havde Radiodrama haft økonomi og frihed til at operere med udsendelseslængder på 60-70 minutter pr produktion. Nu blev udsendelseslængden begrænset til en 30 minutter om ugen plus en genudsendelse, fra 2010 igen på P1.

I dag er radiodrama ikke længere del af DR’s faste sendeflade. Siden foråret 2015 er radiodrama udelukkende kommet som podcast. Frem til 2018 er det dog fortsat en del af DR’s public service-forpligtelse at producere ny radiodramatik og stille det til rådighed via internettet.

I 2010’erne er den mobile audiodramalytning blevet suppleret af nye former for lytning, herunder fælleslytninger i lyttebiografer og på internationale radiodrama-festivaller, herunder den danske festival FLYD, hvor nye producenter konkurrerer om talentpriser.

(2018)

Reference

Larsen, Bente m.fl. (red.) (2015). “Audiodrama”. Peripeti, 22 (2015)

Nørgaard, Felix; Krebs, Harald & Wolsing, Waldemar (red.) (1975-78). De musiske udsendelser. DR 1925-1975. Radioteater, Musik, TV-teater. Bd. 1-3. Billedred. Jytte Wiingaard. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck

Theil, Per (1999). “Radiofoniske fortællinger”. I: Wiingaard, Jytte (red.). Medier og æstetik – medieteoriens historie og analysepraksis. København: Forlaget Multivers