Public journalism

Public journalism er en form for journalistik, der udviklede sig i 1990’erne blandt nyhedsformidlere og forskere, og som bredte sig fra USA til resten af verden. Public journalism – også kendt under synonymet “civic journalism” – opstod som følge af en kritik af den traditionelle politiske journalistik. Kritikken førte til eksperimenter med nye normer og former for journalistik. Grundideen var, at journalister under valgkampe såvel som i hverdagsdækningen skulle inddrage borgere mere direkte i dækningen og fra tid til anden også aktivere dem i forhold til løsningen af samfundsproblemer.

Public journalism fik sit navn af bevægelsens to foregangsmænd, journalistik-forskeren Jay Rosen fra New York University, og Davis Merritt, der var chefredaktør for avisen Wichita Eagle i Kansas. De mødtes i 1991 til en konference om journalistikkens problemer, og de oplevede, at de havde sammenfaldende syn på, hvordan journalistikken blev nødt til at ændre sig. Deres fælles tanker materialiserede sig i de følgende år i forskellige tekster (Rosen & Merritt 1994, Rosen & Merritt 1995), konkrete eksperimenter og et nyoprettet center på New York University. På centeret blev der afholdt kurser, afviklet konferencer, og bevægelsens udbredelse blev kortlagt.

De første store amerikanske forsøg med public journalism handlede om at reformere dækningen af valgkampe. Her blev der eksperimenteret med at gøre borgerne dagsordensættende ved eksempelvis at medtage spørgsmål fra læsere, lyttere og seere til pressemøder med politikere. Eller ved at spørge et repræsentativt udsnit af vælgerne, hvilke emner de selv gerne ville høre mere om – fremfor blot at spørge borgerne om, hvad de ville stemme, hvis der var valg. Forsøgene på at involvere borgerne bredte sig til hverdagsdækningen, hvor medier forsøgte at involvere deres mediebrugere i både diskussioner og konkrete aktioner for at løse samfundsproblemer (Charity 1995).

Med tiden bredte forsøgslysten sig til den anden side af Atlanten, hvor journalister og journalistikforskere arbejdede sammen om at udbrede tankerne og teknikkerne i public journalism (Haas 2007). Dette var også tilfældet i Danmark, hvor flere medier, såsom Politiken, DR og Fyens Stiftstidende, eksperimenterede med nye former for valg- og hverdagsdækning (Bro 1998). Populariteten skyldtes ikke mindst, at bevægelsen formåede at forene idealisme og kommercialisme. På den ene side var mange redaktionelle medarbejdere og ledere optaget af, hvordan man bedst kunne servicere offentligheden. På den anden side søgte medieejere at etablere stærkere kontaktflader til publikum.

Public journalism-begrebets popularitet aftog i starten af det 21. århundrede. Forsøgene på at inddrage borgerne i journalistikken fortsatte dog, på samme vis som journalisters arbejde for at bidrage til samfundets forbedring. Det skete fx gennem den konstruktive journalistik (Haagerup 2014) og borgerjournalistikken, som er blevet nye populære fænomener i journalistikken. Med tiden er det blevet vanskeligt, også for public journalism-bevægelsens tilhængere, at definere public journalism. At definere begrebet var netop noget som bevægelsens foregangsmænd, Jay Rosen og Davis Merritt, fra første færd havde afholdt sig fra, da de frygtede, at det ville hæmme forsøgslysten.

Det nærmeste, Jay Rosen kom en definition, var, da han i de første år beskrev public journalism som en form for journalistik, der søger at “(1) adressere mennesker som borgere, potentielle deltagere i det offentlige liv, fremfor ofre eller tilskuere; (2) hjælper fællesskabet med at handle på fremfor bare at læse om problemer; (3) forbedrer klimaet for offentlig diskussion frem for bare at se det svækkes …” (Rosen 1999: 44). Men manglen på en mere præcis definition førte med tiden til, at der var tvivl om, hvad der var public journalism, og hvad der ikke var public journalism.

Derfor har flere andre betegnelser, som baserer sig på beslægtede normer, siden vundet udbredelse, og på den måde deler public journalism skæbne med lignende bevægelser, som har haft samme værdigrundlag som public journalism. Eksempelvis den aktions-journalistik, som var populær på begge sider af Atlanten i begyndelsen af det 20. århundrede, og som den danske redaktør Henrik Cavling, der var tilhænger af aktions-journalistikken, beskrev som et middel til at skabe “fælles foretagender” med læserne. For selvom mediehistorien har vist, at navne på journalistiske bevægelser bliver glemt, er værdierne ofte gemt og vinder senere frem under nye betegnelser.

(2019)

Forfatter Peter Bro
Supplerende læsning

Glasser 1999

Reference

Bro, Peter (1998). Journalisten som aktivist. København: Fremad

Bro, Peter (2004). Aktionsjournalistik. Odense: Syddansk Universitetsforlag

Charity, Arthur (1995). Doing Public Journalism. New York: Guildford

Glasser, Theodore L. (red.) (1999). The Idea of Public Journalism. New York: Guildford

Haagerup, Ulrik (2014). Constructive News. Århus: Aarhus University Press

Haas, Tanni (2007). The Pursuit of Public Journalism: Theory, Practice and Criticism. New York: Routledge

Rosen, Jay (1999). “The Action of the Idea.” I: Glasser, Theodore L. (red.). The Idea of Public Jour¬na¬lism. New York: Guildford, s. 21-48

Rosen, Jay & Merritt, Davis (1994). Public Journalism: Theory and Practice. Dayton, Ohio: Kettering Foundation

Rosen, Jay & Merritt, Davis (1995). Imagining Public Journalism: An Editor and Scholar Reflect on the Birth of an Idea. Roy W. Howard Public Lectures in Journalism and Mass Communication, Research No. 5. Bloomington, Ind.: Indiana University